Af Mie Leonhardt Husum Rinken


Som rigtig mange måske har set og læst om gav Katrine Birk et indblik hendes families hverdag i Go’morgen Danmark på tv2. Det gjorde en masse voksne vrede. Det er ikke fordi at Katrine banker sine børn eller omsorgssvigter dem. Næ, det er fordi at hendes børn har frie tøjler og medbestemmelse i hjemmet. 

I Katrines familie lever man med et mere moderne børnesyn, hvor børn ses som ligeværdige individer, hvis behov og ønsker selvfølgelig også skal lyttes til og respekteres i samme omfang som de voksnes. Dette er dog ikke ensbetydende med at børnene har samme ansvar, som de voksne. Det ligner til forveksling faktisk den samme type ledelse som ret populær blandt voksne, for hvem vil ledes af Albert Arnesen som står knaldrød i hovedet og råber om respekt, men samtidig ikke udviser den mindste smule selv?

Jeg blev dog nysgerrig efter at have læst i kommentarfeltet på tv2 opslaget.

Er det en generel opfattelse blandt voksne i Danmark, at børn lærer bedst om at vise hensyn og respekt, ved manipulation og magtanvendelse?

For det er dét vi lærer dem gennem det traditionelle børnesyn, hvor man tillægger børn motiver, som de ikke at i stand til at udtænke. Og ofte også har for vane at give dem ansvaret for de voksnes følelser, både glæde og sorg.

Jeg mener at vi alle har et ansvar for vores følelser. Også selvom de kommer til udtryk på grund af noget andre gør, så bor følelserne inden i os.

Så hvis jeg for eksempel bliver ked af min søn ikke vil spise den mad, som jeg har gjort mig umage med. Jeg har lavet noget han ellers elsker – men i dag vil han ikke. Jeg kan blive rigtig ked af det og tolke det som om at min tid er spildt og at han ikke værdsætter mit arbejde.

Han er 4 år, han tænker slet ikke i de baner, han har bare ikke lyst til det jeg serverer idag.

Længere er den ikke for ham, alt det andet foregår ovre i mig. Jeg håber dette eksempel giver mening. Det betyder ikke at jeg ikke mener at man kan sige undskyld, når andre bliver kede af det, men så er det jo en undskyldning for at denne blev ked af det og ikke for ikke at spise maden eller have en skarp mening.

Det kan aldrig blive barnets ansvar at holde mor og far glade. Det er hverken hensigtsmæssigt for børnene eller de voksne.

Men hvis børn bare kan gøre “hvad de vil” – så bliver de små røvhuller?

Hvordan det?

Ville vi virkelig gå og slå hinanden ihjel hvis ikke det betød 6-8 år i fængsel, hvad der i mange sammenhænge minder mest om rekreationsophold?

Der er faktisk forsket i det her, og det viser sig at børn gør som vi gør. Så ønsker man hensynsfulde børn, så vær hensynsfuld overfor dem, andre og ikke mindst dig selv.

Ønsker du respektfulde børn, så udvis respekt overfor dem, andre og dig selv.

Ønsker du børn som lytter til hvad du siger, så vær opmærksom og lyt til hvad de siger, andre siger og også din egen indre stemme.

Vi kan også gøre som førhen med “kæft, trit og retning”.

Men det har jo ærlig talt efterladt flere generationer i smerteligt selvskadende adfærd med store sociale udfordringer, misbrug og psykiske problemer.

Nogle vil her pointere at “kæft, trit og retning” ligger så langt tilbage og at det faktisk er fraværet af denne metode, der er medvirkende til at der ses et opbrud i respekten for autoriteter. Man skal her huske, at der er noget som hedder social arv og tror man ikke på den, vil jeg foreslå at tage på en observationstur i legeland, svømmehal eller legepladsen, her er masser af bevismateriale.

Respekt er i min optik noget som kan tilegnes af et individ eller autoritet ved at denne selv opfører sig respektfuldt overfor andre, nok i særdeleshed dem som er uenige med denne.

Derudover er vi nødt til at trække vejret helt ned i maven og så differentiere mellem frygt og respekt og samtidig forstå at frygt er subjektiv.

Vi ved dog at vi fra naturens side er sociale væsner og vores instinkter byder os at vi tilpasser omgivelserne og i børns tilfælde så vidt muligt efterkomme de voksnes krav, for det er med til at sikre deres overlevelse.

Men kan vi ikke prøve at forestille os hvordan, et barn opvokset under friere og mere medbestemmende vilkår vil reagere over for gruppepres, mobning, tyranni og overgreb?

Jeg ved det ikke med sikkerhed, men jeg forestiller mig at et barn som har lært at deres mening tæller, at de er vigtige som individer og i øvrigt ikke er mindre værd fordi at de er børn, er bedre rustet til at sige fra. Og ja, det  betyder også at der indimellem også vil blive sagt fra overfor mad de ikke kan lide, mormor som gerne hele tiden vil kramme, eller en presset lærer som stiller (for barnet) urimelige krav og overfor forældrene selv.

Der er et skifte undervejs og det kan opleves skræmmende og det kan gøre ondt.

For skal vi acceptere præmissen om at manipulation og magtanvendelse er forkert, er vi også nødt til at erkende vores egen smerte, den vi fik som børn, ikke fordi at vores forældre er onde mennesker, men fordi at de ikke vidste bedre.

Vi kan sagtens fortsætte med at gøre børn hårde, få dem til at rette ind og gøre hvad der bliver sagt.

Vi kan godt holde børn i frygt for at vi isolerer dem socialt, tage vores kærlighed fra dem når de ikke hører efter, det har vi mange års erfaring med og vi ved at frygt er en  af de stærkeste motivationsfaktorer.

Men når jeg nu skriver det sådan her, sort på hvidt, er det så virkelig det vi ønsker?

Og for hvis skyld..?

Foto: Mads Trolle


Indlægget er udtryk for skribentens egne holdninger. Vil du læse mere om børnesyn, moderne opdragelse og børns psykologi og indre liv kan vi anbefale at følge:

Blackbird Institute

Samt selvfølgelig de to navne i dette indlæg:

Katrine Birk (Omtalte i TV2-indslaget – forfatter, behandler og debattør)  Instagram: @Katrine_Birk

Mie Leonhardt Husum Rinken (Skribent) instagram: @meningsfuldt