Af Sandie Wiborg Pedersen

Jeg har været meget i tvivl om jeg skulle dele det her..
Jeg havde faktisk besluttet mig for at vi skulle holde det for os selv, da det i starten gjorde for ondt at snakke om. For det er jo et kæmpe tabu som kvinde, ikke at kunne blive gravid. Jeg føler at jeg er i stykker, at jeg ikke er rigtig.
Nogle gange hjælper det at komme ud med min smerte, følelser og kampe. Og det har jeg besluttet mig for at jeg vil gøre nu, for jeg har bare indset at der ikke er noget at skamme sig over. Og at der faktisk er flere kvinder end man lige regner med som kæmper med det samme, mange holder det bare for sig selv. Der er faktisk 1 ud af 4 kvinder som har fertilitetsproblemer.
Jeg er klar til at fortælle min historie nu, efter flere års usynlig kamp:
Sagen er den, at jeg er infertil. Og jeg har været det hele mit voksenliv. Med stor sandsynlighed på grund af de skader jeg har pådraget mig i underlivet og på æggelederne som følge af de klamydiainfektioner og underlivsbetændelser jeg har været ramt af i mine teenageår. Man kan vist roligt sige at jeg var ung og dum. Men konsekvensen af dét mærker jeg så desværre nu.
I mange år troede jeg faktisk at jeg var 100% steril og ikke kunne få børn, da jeg ikke blev gravid. Så jeg fik et chok og troede ikke mine egne øjne da jeg 6 år efter jeg startede med at forsøge, og 1 år inde i forholdet til min daværende kæreste i 2013 stod med to knaldpositive graviditetsteste.
Jeg rystede og græd som aldrig før, og turde ikke tro på det, før jeg ved en scanning så det lille hjerte banke så fint.
Det er et mirakel at min datter kom til helt naturligt, uden hjælp.
Efter jeg fik hende, tænkte jeg at jeg sikkert havde nemmere ved at blive gravid anden gang. Men sådan skulle det ikke gå.
Da min datter var 8 måneder gammel fik vi ønsket om endnu et barn, og jeg smed p-pillerne og vi gik igang med at forsøge at blive gravide igen, men ingenting skete.
Måned efter måned stod jeg med negative tests. Og det endte op på hele 3 års forsøg, uden én eneste positiv test.
Så var jeg tilbage i det samme gamle helvede – “Hvorfor sker der intet?” “Hvad er der galt med mig?”.
Til sidst kom vi i fertilitetsbehandling i slutningen af 2017, hvor vi startede op med IUI behandling. En behandlingsmetode hvor man skal igennem hormonstimulering, hvor man stikker sig selv i maven med en særlig sprøjte for at modne 1 eller 2 ekstra æg end man normalt modner i en normal cyklus. Og så skal man insemineres med partnerens sæd, med et langt kateter/plastik rør, hvor cellerne bliver skudt op i livmoderen.
Inden opstart blev jeg grundig undersøgt i underlivet, og det blev konstateret at min ene æggeleder var helt lukket til, og at der også muligvis kunne være skader på den anden trods der var gennemgang.
Vi blev advaret imod at der godt kunne være forhøjet risiko for en evt graviditet uden for livmoderen ved behandlingen. Det var vi indforstået med. Men vi tog gerne chancen.
De to første forsøg modnede jeg kun 1 æg, og der var desværre ikke gevinst i nogle af de forsøg.
I vores 3. og sidste forsøg, fik jeg en højere dosis hormoner, og der blev modnet hele 3 æg. Og jeg blev gravid! Endelig lykkedes det!
Vi nåede at være lykkelige i et par uger, men så kom smerterne. Jeg vidste fra min graviditet med min datter at smerter i starten af graviditeten godt kunne være normalt. Men disse smerter var anderledes.
Der gik noget tid før graviditetstestene blev ordentlige positive, de var meget svage. Det var først i uge 5+0 at jeg kunne få en knald positiv test.
En morgen i 6. graviditets uge vågnede jeg op med de vildeste mavesmerter, de var så slemme at jeg ikke kunne bevæge mig, og bare lå og græd af smerte. Jeg var på dét tidspunkt ikke længere i tvivl om at der VAR noget galt, og at det nok var en graviditet uden for livmoderen.
Jeg kom til akut scanning, og scanningen viste intet foster i min livmoder. Min gynækolog delte samme mistanke som mig om en graviditet udenfor livmoderen.
Dagen efter blev jeg sendt til Viborg sygehus, på kvindeklinik afdelingen, for grundigere undersøgelse. Hvor jeg blev gennemscannet, og dér finder de så graviditeten – på min venstre lukkede æggeleder. Scanningen viser faktisk en fin blommesæk, så vi ved at graviditeten var i fuld gang med at udvikle sig og vokse, derpå forklaringen på mine store smerter.
En graviditet udenfor livmoderen kan ikke gennemføres, og kan være livsfarligt, hvis graviditeten/æggelederen fortsætter med at vokse, da det kan forårsage kraftig blødning i bughulen, som kan medføre så stort blodtab, at man kan dø af det.
Derfor blev jeg akut opereret, og fik fjernet både æggeleder og foster.
Det lange stykke tid efter, var jeg i så stor sorg at jeg blev sygemeldt i en periode. Det var så uretfærdigt, og jeg kunne ikke acceptere det, vi havde sådan kæmpet, og så skulle vi være så uheldige at vi skulle rammes af dén (lille) risiko der var for graviditet udenfor livmoderen. Hvorfor lige mig?!
Tanken om at gøre min store pige til storesøster føltes pludselig så langt fra virkeligheden, det føltes som en umulig mission.
Jeg ramte et dybt hul, min datters far og jeg gled helt fra hinanden og gik hver til sit.
Det førte til en periode med fest og farver hver gang jeg var børnefri. Jeg havde fuldstændig opgivet tanken om flere børn.
I sommeren 2018 finder jeg kærligheden på ny. Lykkefølelsen vender tilbage til mig, og nogle måneder efter står jeg til min overraskelse med 3 svagt positive graviditetsteste. Kunne det være rigtigt?! Var der sket et mirakel for anden gang i mit liv, og så helt naturligt, og med kun én æggeleder? Ingen tvivl om at jeg var gravid når jeg står med 3 positive tests. Men kort efter begyndte jeg desværre at bløde, det blev endnu et nederlag til mig. Graviditeten var ikke noget vi havde planlagt, trods jeg ikke brugte beskyttelse. Jeg vidste jo, at jeg var delvist steril, så beskyttelse var noget jeg aldrig ville bruge igen, istedet ville jeg lade naturen gå sin gang.
Den glæde vi fik ved de positive test, fik os til at få et stort ønske om et barn sammen, og vi forsøgte at blive gravide igen. Men desværre skete der intet efterfølgende. Efter der var gået 8 måneder efter den spontane abort/biokemiske graviditet valgte vi at få hjælp. Jeg kunne ikke rumme hvis der skulle gå flere år inden der måske skete noget igen, eller i værste fald, at det måske slet ikke ville lykkes igen.
Vi tog til lægen og blev henvist til fertilitetsbehandling. På grund af min historik, blev vi sendt direkte videre til IVF/ICSI reagensglasbehandling med det samme, og sprang IUI processen over.
IVF/ICSI er en noget større process end IUI. Både dyrere og det kræver en del mere. Der bliver man stimuleret med højere dosis hormon og i flere dage, hvor man til sidst får taget æggene ud af æggestokkene, og æggene bliver befrugtet med cellerne i laboratoriet og dyrket, og til sidst lagt op i livmoderen, hvor ægget så bare skal sætte sig fast.
Så hér er jeg igen, i fertilitetsbehandlingsverdenen – denne gang IVF / ICSI verdenen.
Jeg har så meget respekt for de kvinder som gennemgår det samme som mig. Det er ikke for svage sjæle. Det er et levende mareridt!
Tænk hvad vi kvinder er villige til at gøre, for at blive gravide.
Stikke os selv i maven med en masse hormoner, som giver masser af forfærdelige bivirkninger, og ikke mindst blå mærker. Udsætte vores krop for de smertefulde ægudtagninger, som giver så store smerter at man ikke kan gå normalt flere dage efterfølgende.
Og ikke mindst det psykiske pres vi føler på vores skuldre, når folk nævner børn, og spørger ind til hvornår vi skal have børn. Hvad folk bare ikke ved er, at man i forvejen kæmper en brag kamp for at få det til at lykkes. Vi er stærke!
Jeg har altid drømt om at få en stor familie, gerne med mindst 5 børn. Så det er smertefuldt at stå her næsten 6 år siden man fik sit første barn, og i 5 af årene har kæmpet for at få barn nummer 2.
Der er dage hvor jeg bare sidder og glor ud i luften, og tænker på hvor meget jeg hader at jeg, ud af alle kvinder, skulle være én af dem som skal leve med det her. Og der er dage hvor jeg knækker fuldstændig sammen, og græder når jeg er alene.
Og så er der dage hvor jeg bare er taknemmelig for at jeg har fået det ene barn jeg har.
Den her IVF verden er ny for mig, men jeg er håbefuld, og er sikker på at det nok skal hjælpe os med vores ønske.
Og jeg er så stolt af min mega seje mand Mikkel, som vil gennemgå det her helvede og kamp sammen med mig! Det beviser også bare at han er den rette for mig.
Det her er min historie. Jeg er infertil, og jeg kæmper en brav kamp for at få endnu et barn. Jeg ønsker vitterligt ikke det her for min værste fjende. Jeg er sikker på at det nok skal lykkedes igen en dag, jeg stopper ihvertfald ikke kampen indtil den dag jeg står med mit drømmebarn i armene.
Kære drømmebarn, din mor og far venter på dig!! Vi har ventet længe på dig nu, så du må meget gerne snart finde din vej til min mave.
– Til alle I unge kvinder som sidder derude: Tænk jer om, og pas på jer selv. Trust me, i ønsker ikke det her..
Hvis du har læst hertil, så vil jeg sige tusind tak for at læse min historie.