fbpx

”Roligt og professionelt fortalte jordmoderen på Herlev os, at det som nu skete krævede handling, fordi jeg havde mistet mere end 2 liter blod, og det stadig sivede hurtigt. Jeg skulle aflevere vores lille nyfødte dreng til min mand med det samme.”

Læs en dansk mors personlige beretning om at ”overleve” en kompliceret fødsel. En fødsel som formentlig var endt anderledes ulykkeligt mange andre steder, som f.eks. Afghanistan, som i dag er et af de farligste steder at føde i Verden!

Når hver dråbe blod tæller

Jeg var gået et par dage over terminen, og besøgte nu jordemoder hver uge. Sådan havde det også været med vores første barn, og alt gik ellers som det skulle, så jeg var ikke det mindste bekymret. Jeg vidste jo denne gang, hvad det kræver, at føde et barn, så jeg var ikke fri for at være nervøs for smerten, men det overskyggede slet ikke, hvor spændt jeg var på at møde vores lille nye medlem af familien, som rumsterede lige under mine ribben og sendte små kærlige spark gennem maveskindet.  

Min første fødsel gik helt fantastisk. En hurtig fødsel men stadig rolig og kontrolleret. Veerne havde hurtigt gjort det de skulle i løbet af formiddagen, og jeg blev kørt direkte på fødestuen, da vi ankom på Rigshospitalet tidlig eftermiddagen. Vi havde en stor og glad dreng i armene allerede inden solen var gået ned, og jeg kunne selv gå afsted med ham i favnen og vise ham frem for den nærmeste familie i forhallen. Efter fødslen kom jeg mig hurtigt, og var efter nogle måneder nogenlunde tilbage i min ”gamle krop”. En tæt på perfekt oplevelse.

Nu gik jeg og ventede på, at jeg skulle føde vores næste barn. Jeg kendte ikke kønnet, og var meget spændt på, om vi fik endnu en dreng, eller om det måske var en pige denne gang. Veerne begyndte at vise tænder, og vi havde fået afhentet den kommende storebror, af hans bedsteforældre lige efter aftensmaden. Turen til Herlev hospital i bilen, føltes som en ørkenvandring, med mange meget dybe vejrtrækninger undervejs, men alligevel var jeg hele vejen i tvivl, om vi mon var taget for tidligt afsted. Veerne var kommet ret hurtigt og blevet tættere og effektive på virkelig kort tid.

På vej over parkeringspladsen måtte jeg holde flere pauser, og tænkte nu, at det helt sikkert var den rigtige beslutning, at vi var taget afsted. Der var ikke nok jordmødre på arbejde, så de fik ringet en på arbejde, og mens vi ventede i et undersøgelseslokale, gik vandet. Det havde jeg ikke oplevet på samme måde første gang, fordi vandet gik, mens jeg var i badekarret, så det var lidt af en oplevelse. Jeg havde måske forestillet mig, at der ville komme et lille skvulp vand, men nøj det var sørme en hel del mere end jeg forventet.

Jeg kom i et badekar på fødestuen, og herfra gik fødslen helt som den skulle. Den sidste pressefase var meget smertefuld, men hurtig overstået og jeg fik min anden søn i armene og kunne selv gå fra badekarret til briksen. Nu var det hele overstået, og jeg havde en sund og rask dreng liggende på brystet. Følelsen af, at være nået i mål skyllede ind over mig, og jeg havde en taknemmelig ro i kroppen.

Men jeg kunne se på jordemoderen, at hun ikke var tilfreds. Hun fandt det ene papirunderlag efter det andet frem, og begyndte at måle det blod, som blev opsamlet i de store servietter med plastikunderlag under mine ben. Jeg kunne fornemme, at noget var helt galt og det begyndte at summe i mit hoved, ligesom det gør lige inden man besvimer. Moderkagen var ikke kommet ud forklarede jordemoderen, og jeg mistede blod. Meget blod og meget hurtigt. I et forsøg på at få moderkagen ud, stak jordemoderen lidt hektisk akupunkturnåle i mine tæer, men intet hjalp, og kort tid efter tilkalde hun hjælp. Frygten og vreden skyllede ind over mig Hvad sker der? Jeg var jo lige kommet i mål!

”Roligt og professionelt fortalte hun os, at det som skete krævede handling, fordi jeg nu havde mistet mere end 2 liter blod, og det stadig sivede hurtigt. Jeg skulle aflevere vores lille nyfødte dreng til min mand med det samme”.

Jeg kunne næsten ikke kigge på dem, selvom min mand tog vores nyfødte ind til sig med stor ømhed, da jeg blev kørt væk. Det sortnede for mine øjne og jeg tænkte, at jeg måske aldrig ville se dem igen, da jeg trillede afsted. Jeg kunne mærke, at jeg blev helt tavs, og al min stolthed over at føde med sådan en urkraft var pist væk. Måske ville jeg aldrig møde det barn, som jeg havde glædet mig sådan til at lære at kende. Vise ham frem til hans kærlige storebror, som også havde glædet sig sådan. Så slog det mig. Måske ville jeg slet ikke komme hjem til mit store barn. Jeg blev helt kold og fjern. Ville ikke tale med lægerne, som forsøgte, at berolige mig, med deres smalltalk, mens vi kørte afsted mod operationsstuen.  

Min jordemor tog resolut min hånd, og talte nu langsomt og roligt til mig, nu på en måde, som mindede mere om en omsorgsfuld mor, end den lidt skrappe kvinde, der havde forlangt så meget af mig, mens jeg fødte. Lægen præsenterede sig på vej til operationsstuen og forklarede, at moderkagen skulle fjernes af ham, og blødningen skulle stoppes. Jeg skulle bedøves fra navlen og ned fortalte en anæstesilæge, men jeg ville være ved bevidstheden hele tide. Min jordemoder forsvandt kort, efter jeg var bedøvet og lægen tog over, men kom hurtigt tilbage, og fortalte at både barn og far havde det godt, og at hun havde vist min mand, hvordan en finger kan gøre det ud for det trygge bryst, som jo desværre var sammen med mig på operationsbordet og ikke hos vores lille barn.

Jeg mærkede tårerne trille ned over mine kinder, og tænkte på, om lægen nu forventede, at vi opkaldte vores dreng efter ham. Niels. Det kunne han godt glemme. Vreden fyldte stadig. Efter teamet af læger var gået i gang, gik der ganske kort tid, så var situationen under kontrol, og jeg mærkede en kæmpe lettelse.

Jeg blev kørt på opvågningsstuen og genforenet med mit barn og min mand, mens benene stadig var helt døde, men det gjorde ingenting, for min lille dreng lagde sig bare til brystet og virkede helt tryg og glad. Det lod ikke til, at han havde taget skade slet ikke. Måske var Niels ikke så slemt endda.

Tiden efter fødslen var hård. Selvom jeg havde mistet mere end 2 liter blod, fik jeg kun tilbudt 0,5 liter blod gennem en blodtransfusion dagen efter min fødsel, så min blodprocent var helt i bund, og jeg havde ingen energi. Det tog mere end 6 måneder inden jeg med sund kost og en masse jerntilskud var mig selv igen, men jeg føler stadig en stor taknemmelighed over, at mit liv var i trygge hænder, selvom fødslen udviklede sig dramatisk. Det krævede et hospital med udstyr, læger, bedøvelse og blod.

Det er ikke en selvfølge i mange andre lande, at fødende kvinder, har adgang til netop det, som reddede mit liv. Mere end 800 kvinder dør hver eneste dag, inden de kan holde deres børn armene.

MORS DAG MED MENING! 

Tag familien med til en hyggelig dag, hvor vi slår et slag for SØSTERSOLIDARITET for verdens mødre.

Kom og vær med søndag d. 8. maj i København kl. 11.30, hvor Danmarks første barnevognsmarch mod mødredødelighed ruller af stablen.

Med barnevognen, klapvognen, cykelvognen ved hånden, venner og familie omkring dig, går vi i samlet flok langs vandet fra Udenrigsministeriet til Islands Brygge i København. Gåturen er 1,5 km. og slutter ved at hyggeligt familieområde Momunity har sat op med ansigtsmaling, krea område, underholdning og kaffe til mor og far.

808 kvinder dør hver dag i barselssengen, men det kan vi stoppe. Allerede ved at møde op gør du en forskel for verdens mødre.

Læs mere og tilmeld dig og din familie her Gå for verdens mødre | Sex og Samfund

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så er du med i lodtrækningen om et års medlemskab af Momunity (værdi 299 kr.)