Vi kender det vist alle sammen.. Det kan af og til godt mærkes, at vi er kvinder. Særligt én gang om måneden. Nogle har mere ondt end andre, og andre ekstreme smerter.

Menstruation.

Det ord er stadig den dag i dag et tabubelagt ord i vores samfund og ikke noget vi taler nok om, hvis du spørger os. På trods af at det er det mest naturlige i verden.

Det kan Sarah skrive under på. Særligt det med at vi ikke taler nok om det, selvom det kan være fuldstændig invaliderende at have menstruation. Er der noget vi har lært, så er det at vi ikke må lade os påvirke af vores cyklus, hvis vi skal passe ind i samfundets rammer. Menstruation er ikke en sygdom og kvinder kan ikke få særbehandling bare fordi de bløder hver måned. De misforståelser har Sarah især oplevet, for hun har endometriose.

For Sarah betød det sindssygt smertefulde menstruationer, ve-lignende kramper der gjorde at hun måtte stoppe op på gaden af bar smerte, sygemeldinger, operation, tidlig overgangsalder. Det er bare nogle af de ord Sarah bruger til at beskrive sine teenageår og de første år af tyverne.

Sarah vil gerne være anonym, men hendes historie skal ud, for alt for mange sidder i den samme smertefulde situation, uden forståelse fra omverden. Vi har allieret os med Erika Storm som er administrator for den danske støttegruppe for endometriose og adenomyose, hun ved mere om det end vi gør, og hun deler nogle af de facts i dette blogindlæg som vi ikke selv har erfaring med. 

“Lad mig slå fast, at menstruation ikke er en sygdom. Normal menstruation, altså. Menstruation skal nemlig slet ikke gøre ondt, men for én ud af ti gør det (måske).” Fortæller Erika.

Én ud af ti kvinder på verdensplan menes at have endometriose. Det kan give så stærke smerter på alle tidspunkter af ens cyklus at man ikke kan varetage en normal hverdag og må være sengeliggende eller medicineres med skrap medicin. En sygdom som ofte fejlagtigt forbindes direkte til menstruation, grundet en anden fejlagtig overbevisning om, at endometriose kommer af bagudblødt menstruationsblod.

Graviditet som løsning

Som 21-årig blev Sarah opereret første gang, og da hun vågnede, fik hun at vide at det nok var en god idé at begynde at overveje at få børn da det vil kunne hjælpe på hendes smerter. Oven i købet ville hun nok få svært ved at kunne få børn. På dette tidspunkt var hun bare 21 år. 

Graviditet var en “løsning”. Hormonelle indsprøjtninger var en anden. Sarah valgte det sidste da hun slet ikke var klar til børn. Det betød et halvt års tid med indsprøjtninger som gjorde at hun kom i tidlig overgangsalder. Hun fortæller at hun kunne huske, at hun kunne spejle sig i de ældre kvinder hun arbejdede sammen med når de fik hedeture.

Herefter gik Sarah over til at tage p-piller som behandling og endda to om dagen. Det hjalp på smerterne fordi hun ikke fik menstruation.

Følelser som had og vrede fyldte en del for Sarah, og hun gik rundt i flere år og bare ville af med sit underliv. En del af kroppen som hun afskyede og som kun var forbundet med ulidelig smerte.

Sådan levede Sarah i mange år, indtil hun besluttede at hun gerne ville have børn. Nervøsiteten over om det nu ville blive svært, lå i baghovedet.

Det gik nogenlunde ukompliceret, og Sarah har i dag to skønne børn som er blevet til helt naturligt. På trods af Sarahs komplikationer.

Bed smerterne i sig

Sarah tillod ikke sig selv at være syg når hun egentlig havde det forfærdeligt, fordi hun ikke følte det var acceptabelt. Hun bed smerterne i sig. I hverdagen, under sex, ved fritidsaktiviteter og i andre situationer hvor hun egentlig skulle opleve nydelse, glæde og have det skønt som ung.

Endometriose er blot én af flere forskellige diagnoser vi som kvinder kan få på grund af vores underliv. Ikke mange kender til det, fordi vi ikke taler om det.

Det var også det Sarah oplevede som ung. At ingen rigtig ville tale om hvordan hun havde det. Heller ikke hende selv. For det var jo bare en del af det at være kvinde. En del af pakken og hendes egen skyld.

Den dag i dag arbejder Sarah stadig med bare at skulle købe bind i supermarkedet fordi noget i hende bliver flov over at have menstruation.

Hendes største ønske er, at kunne give sine piger et andet forhold til menstruation end hun selv har haft, og det starter med at vi kan tale om det som en helt naturlig del af det at være pige og kvinde.

Vi oplever i Momunity en bevægelse hen imod at være tro mod vores cyklus og den kvindlige energi der opstår. Vi skal ikke pakke os væk eller undskylde for noget som er så naturligt og livsgivende. En kvindes cyklus følger os i 40 år af vores liv og det skal vi ikke skamme os over.

Det lyder måske lidt flippet i manges ører, men måske kan vi få hjælp og inspiration fra de kvinder som går forrest og hylder deres cyklus og mærker efter. Giver os selv en naturlig pause til at være med os selv og mærke og acceptere vores krop. På Momunitykontoret er vi selv for længe siden begyndt at følge “de fire årstider”, det giver os et meget bedre arbejdsflow når vi ved hvornår vi skal præstere og hvornår vi skal drage omsorg for os selv. Læs evt. mere om de fire årstider her: https://momunity.dk/vejen-tilbage-til-en-naturlig-cyklus/

Erika Storm om endometriose:

Erika Storm er administrator for den danske støttegruppe for endometriose og adenomyose. Her fortæller hun lidt mere konkret om hvad endometriose er, og kommer også ind på hendes egen erfaring med et rigidt system som burde hjælpe, men desværre mangler forståelse.

“Endometriose karakteriseres ofte som væv, der minder om livmoderslimhinden. Det er da også rigtigt, at de minder om hinanden. Men de adskiller sig på ét helt centralt punkt: østrogenproduktionen.

Hvor livmoderslimhinden er fuldstændig afhængig af æggestokkenes hormonproduktion, producerer endometriose faktisk selv østrogen. Østrogen er i bund og grund et naturligt, inflammatorisk hormon. Når det produceres lokalt og uafhængigt af cyklussen, så vil man opleve, at kvinder med endometriose kan have ondt på alle tidspunkter af sin cyklus, nogle særligt ved menstruation. Nogle faktisk så meget, at de er ude af stand til at gå på arbejde, må indlægges, tage stærk smertestillende medicin eller noget helt andet.

Selvfølgelig er der også dem med endometriose, der slet ikke mærker noget – deraf mit (måske) i starten.

Desværre er endometriose ikke den eneste synder i det, der kan føles som et mareridt. Cleveland Clinic anslår, at mellem 20% og 65% af alle kvinder (med en livmoder) lider af adenomyose. Nogle lider endda af både endometriose og adenomyose på samme tid.

Adenomyose er, i modsætningen til endometriose, faktisk livmoderslimhinde, der har invaderet livmoderens muskulære lag.

Det bidrager til smertefulde menstruationer, ofte med ve-lignende kramper. Og så bliver menstruation til en sygdom.

I forhold til den seneste tids debat, er det vigtigt at pointere, at ”(…) de 10 procent af danske kvinder, der mindst én dag om måneden har så store smerter på grund af menstruation (…)” ikke nødvendigvis er gældende for dem, der måtte lide af endometriose. Ukorrekt behandling af endometriose kan føre til invaliderende tilstande, hvor man slet ikke er i stand til at varetage et arbejde.

Problemet med menstruation eksisterer, fordi det den dag i dag stadig er et tabu.

Jeg kan huske, da jeg gik til lægen første gang og sagde, at jeg havde kraftige menstruationssmerter. Jeg fik at vide ”at sådan er det at være kvinde”, og så fik jeg ellers stukket en recept på Ibuprofen i hånden.

Jeg kan ikke lade være med at tænke, om forståelsen af menstruation som noget smertefuldt stammer tilbage fra samme sted, som dengang man mente, at kvinder ikke kunne føde selv og blev lagt i narkose ved forløsningen. Det er faktisk slet ikke så mange år siden.

Men uanset hvor tanken stammer fra, så er den i bund og grund helt forkert. Menstruation skal og må ikke gøre ondt. Hvis man ligger i fosterstilling under sin menstruation, før, under eller efter, så skal man tale med sin læge.

Og jeg ved godt, at det kan være svært, for 98% af gangene bliver man affejet, og man er virkelig nødt til at stå hårdt fast. Så der er brug for et paradigmeskift – i det almene samfund og det samfund, som beskæftiger sig med lægevidenskab og medicin. Og det skulle være sket i går.”

Vil du vide mere om cyklus og “De fire årstider?” Så læs dette indlæg fra sidste år, i samarbejde med Cyklusinstituttet: https://momunity.dk/vejen-tilbage-til-en-naturlig-cyklus/

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så er du med i lodtrækningen om et års medlemskab af Momunity (værdi 299 kr.)