Så er det ved at være mors dag igen.. Suk.

Endnu en dag hvor omgivelserne forventer noget af mig som jeg ikke kan honorere. Hele livet har jeg haft min mor, og jeg elsker hende. Jeg er så heldig at hun er her endnu, jeg kender mange som har mistet deres forældre og vil give en arm for at kunne fejre netop denne dag med dem. Alligevel befinder jeg mig i et opslidende dilemma, år efter år..

Hvorfor kan jeg egentlig ikke bare købe den skide blomst? Hvorfor kan jeg ikke bare sige ”jeg elsker dig”? Måske endda bare på SMS? Jeg ved hun ikke forventer mere end det. Men det er der den ligger begravet.. Forventningen.

Jeg har nok aldrig rigtig været en ”god” datter. Sådan en der ringede og spurgte min mor hvordan det mon går, og lyttet interesseret til hendes interesser og hvordan hun har det på jobbet. Det er bare ikke mig. Måske bunder det I at jeg aldrig nåede at føle hun interesserede sig nok for mig? Måske er jeg ikke klar til at relationen tipper over i at jeg er den voksne. I hvert fald skærer det i mine øjne hvert år når min væg fyldes af rørstrømske kærlighedserklæringer til livets kilde, den helt vidunderlige mor, som både er nogens bedste ven og store idol.

Min mor og jeg er vist bare sådan, helt almindelige mennesker. Vi matcher ikke altid skidegodt i energien, men vi har aldrig rigtig skændtes eller haft udfordringer som skulle italesættes. Måske burde vi have italesat vores forhold mere. Det kan vi måske nå endnu?

Da jeg selv blev mor, blev det også noget underligt noget hvert år på mors dag. Jeg forventede pludselig selv, at nogen gjorde noget særligt for mig, men forstod pludselig også at man ikke bare kan få uden at give. At det nok er lidt sådan en pay-it-forward ting, at jeg giver til min mor, for at få af mine børn. Men det hele føles så konstrueret og kunstigt og det får min mave til at slå knuder. Tanken om at mine børn (eller min partner) ikke tænker på mig den dag gør lidt ondt, men tanken om at jeg formentlig heller ikke – igen i år – får givet min mor noget, gør også ondt. Og det vil formentlig ikke hjælpe hvis jeg rent faktisk giver min mor noget, for det føles af uransagelige årsager også helt forkert. Som om det er et lille hello kitty-plaster hen over et åbent kødsår som i virkeligheden burde tilses af en læge.

Jeg er også klar over at netop den dag flyver der formentlig tusind tanker igennem min mors hoved. Tanker som fortæller hende at hun nok ikke har gjort det godt nok som mor. At hun ikke tør forvente noget, men heller ikke kan lade være med at håbe at der vil stå en buket i entreen, som et lille vidnesbyrd om at der er en olivengren i vores relation, en udstrakt hånd uden ord. Det må ikke være let. Og jeg krummer mine tæer ved tanken om hvad der må gå igennem hendes hoved når hun ser hvordan facebook flyder over at overstrømmende kærlighed mellem mødre og døtre.

Er der noget galt med mig? Kan andre genkende sig i det her? Kan det passe at mit hjerte ikke svømmer over på netop denne dag på året? At der også er en smerte forbundet med denne dag? Er jeg utaknemmelig..? Så mange tanker, og en alt for energitung dag for mig, hvert eneste år.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så er du med i lodtrækningen om en lækker POWER MAMA T-shirt fra Flirty Birdy! 🐦