Af Agnete Purup Skovfoged – udlånt fra www.agneteskovfoged.dk

Snart har vi boet i Dragør i seks uger. De er fløjet afsted. Det er der mange grunde til – Olli er startet i sin nye vuggestue, og indkøringen var lidt svær. Nu afleverer jeg heldigvis en glad dreng hver eneste morgen og henter hver eftermiddag en dreng, der er rigtig sur over, at vi skal hjem. I’ll take it! Ville er fyldt ni måneder og har pludselig fundet ud af, at han har tænkt sig at møde verden med et heftigt temperament. For det meste er han heldigvis all smiles, men om natten forvandler han sig til et utilregneligt lille (og meget nuttet) søvnmonster, der altså resulterer i, at vi ser lidt grå ud i ansigterne nogle morgener. Claus kører fuld knald på jobbet, og når man har en voldsomt passioneret mand, som jeg har, betyder det også, at arbejdet fylder, selvom vi holder fri. For mit vedkommende var vores flytning et farvel (i hvert fald fysisk) til en hel masse veninder og netværk, som jeg i løbet af årene i Aalborg fik  bygget op. Det var klart det sværeste ved at forlade Aalborg, for mange af de venskaber har virkelig reddet hverdagen flere gange. Når jeg var alene med drengene, når Claus var væk, var det fuldstændigt uvurderligt at kunne deles om ulvetimen med naboen eller dele en tirsdags-lasagne med vennerne. Det gjorde mig tryg, at jeg vidste, at jeg altid havde gode mennesker omkring mig selv og drengene, også selvom Claus lige var væk et par dage. Det gjorde det meget sjovere at gå hjemme på barsel, at der var nogen at dele den med. Og så var det altså hyggeligt at møde nogen oppe i Føtex, sådan helt lokalt.

At komme til en ny by med en mission

Det kan bare noget, det dér med at føle sig som en del af sit lokalmiljø. Derfor satte jeg mig også meget resolut for, at jeg ville opbygge et netværk i Dragør. Ensomhed er en sløj lille satan at gå og tumle med, og den kommer altså nemt snigende ind i barselsidyllen, hvis man ikke har nogen at dele dagene med – udover sin mand altså. Derfor lavede jeg en aftale med mig selv om at lægge al forlegenhed, frygt for afvisning og mange andre indre begrænsninger på hylden og i stedet være meget opsøgende i min kontakt til de glade borgere i Dragør. Og hvor er jeg glad for, jeg gjorde det! På ganske få uger har jeg mødt så mange søde, stærke, inspirerende damer, som jeg virkelig nyder at dele stort og småt med. Jeg har mødt en kæmpestor åbenhed i et ellers tætknyttet og meget landsby-agtigt lokalsamfund, som måske skyldes en anelse medlidenhed med hende den nye nordjyde, men som måske også handler om, at de fleste mennesker faktisk er åbne for nye venskaber, hvis nogen bare lige gider spørge dem.

Det har på mange måder været grænseoverskridende, og jeg har brugt hele skalaen af følelser fra sølle og desperat til modig og nysgerrig. For det er jo svært, bare sådan uden videre at få sig en ny ven! Medmindre de falder ned i skødet på dig pga. én eller anden fælles kontekst, så er det jo børn, der er de seje til at sige “Hej, du virker sjov og sød – vil du med hjem til mig og lege?” Stil samme spørgsmål i voksenudgave, og man er som udgangspunkt enten meget desperat eller ude på enten 1) et frækt sidespring eller 2) et bestialsk mord/baghold/noget andet ondt og sindssygt. MEN jeg gjorde det altså alligevel, og det har resulteret i, at jeg efter seks uger møder kendte ansigter i både Netto og Føtex og får lov at krydre min hverdag med flere spændende, seje og ekstremt forskellige damer – og i nogle tilfælde også deres søde ægtefæller.

Så derfor: Aftenens opfordring må være at få spurgt hende den flinke mor nede til gymnastik eller hende, der altid smiler venligt i bussen, om hun har lyst til at drikke en kop kaffe. Lad for guds skyld være med at blinke med det ene øje i mens (med mindre dine intentioner ligger andetsteds, bevares) men spørg! Og til inspiration kan du måske bruge mine bud på…

Grænseoverskridende ting jeg har gjort for at få nye (voksen)venner:

  • Mødt op til “Dinner for Kvinder” arrangeret af Momunity og beskrevet her uden at kende et øje. Der mødte jeg 30 vidt forskellige Dragør kvinder og havde en virkelig fed aften. Jeg græd af grin på et tidspunkt – det må da kendetegne en succes. Hende jeg græd af grin med, drak jeg i øvrigt kaffe med i sidste uge og skal igen på tirsdag.
  • Spurgt en virkelig sød og smilende mor til en dreng i vuggestuen, om vi skulle drikke en kop kaffe. Vi mødtes i garderoben hver morgen nogle dage i træk, og så kom hun pludselig ikke et par dage. Jeg overvejede et kort øjeblik at finde hendes telefonnummer på ét af de utallige navneklistermærker i børnenes tøj, men blev enig med mig selv om, at det rent faktisk VAR lidt creepy… (Det var Claus hurtig til at bekræfte mig i.) Dagen efter var hun der igen, og hun ville super gerne drikke kaffe.
  • Spurgt en anden meget sød mor, som jeg mødte til forældremøde og lynhurtigt havde en masse til fælles med,  om vi skulle drikke kaffe. Hun var frisk, og det bliver drønhyggeligt.
  • Ringet på hos vores nye naboer og inviteret dem og deres børn ind til eftermiddagskaffe og drømmekage (mere topping end kage, altid!) dagen efter. Det var så hyggeligt, og de kommer og spiser igen i næste uge. Og så er de endda fra Ålleren 😉

Hermed et slag for at turde række ud efter søde mennesker, der dukker op omkring dig. Mit spæde, empiriske grundlag tyder på, at de fleste er klar på at få en ny ven – eller i det mindste en gratis kop kaffe 🙂

Møs!