Spontan abort er en del af manges vej til at blive mor – 20.000 kvinder går hvert eneste år igennem en eller flere spontane aborter. For nogle gør det ondt, men de kommer videre. Andre kæmper med at håndtere sorgen og følelsen af skyld og skam.

Ved en missed abortion er fosteret dødt, men kroppen tror stadig, at den er gravid. Den gravide har fornuftige prøvesvar og føler sig gravid. Ofte er der ingen blødning eller andre faresignaler, og aborten bliver derfor i mange tilfælde først opdaget ved en rutinescanning. En missed abortion ender i de fleste tilfælde med en medicinsk eller kirurgisk abort.

Marias historie

 

”Fortællingen om min missed abortion er nok lig mange andres. En fortælling om at gå fra den ultimative lykke til den værste sorg. Om at skulle navigere i sundhedsvæsenet og være stærk nok til at tage kampen op. Og så er det en fortælling om at acceptere sorgen.

En morgen tog jeg for sjov endnu en graviditetstest. Vi havde kun prøvet et halvt år, så jeg havde ingen forventninger. Jeg havde ingen tegn på noget og var endnu ikke gået over tid. Men med det samme viste testen to streger. Jeg tog endnu en. Den var god nok. De kommende dage blev jeg ved med at teste, for jeg var sikker på, at det måtte være en fejl. Men det var det ikke.

Da jeg var gået over tid, kontaktede jeg lægen og fik min første tid. Da lægen også havde konstateret graviditeten, gik spændingen, glæden og lykken i gang. Trætheden begyndte at sætte sine spor, og kvalmen kom snigende. Men utålmodigheden var også tydelig i min krop. Jeg havde brug for at se det lille liv, før jeg troede på det.

Til dagligt bor jeg på Bornholm, hvor der ikke er mulighed for private scanninger. Så turen gik til en privatklinik i København, og nervøsiteten kom snigende. På briksen fik jeg hurtigt fortalt jordemoderen, at der garanteret ikke var noget, og at jeg ikke rigtig troede på det. Men på skærmen tonede det lille liv frem med det klareste og mest tydelige hjerteblink. Den smukkeste og mest fantastiske oplevelse. De fineste sekunder jeg har haft.

Med ét kunne jeg mærke det. Jeg skulle være mor. Mor til det lille væsen på skærmen. Mor til det hjerteslag, der bankede løs. Vi skulle være forældre. Sammen. Et lille kærlighedsbarn som vi SÅ meget havde ønsket os. Jeg mistede selv min mor til kræft som 15-årig. Følelsen af, at jeg nu selv skulle være mor, var overvældende, fantastisk, men også med et tydeligt savn til min mor. Til hende, jeg gerne ville dele det hele med.

Hjem gik turen med en følelse af tryghed og ro. Jordemoderen sagde klart og tydeligt, at når hjerteblinket var så flot, og når det lille liv var så alderssvarende, så var der 90 % chance for, at graviditeten nok skulle gå godt, selvom vi var på et tidligt stadie. Hun mente, at jeg kunne slappe helt af og bare nyde det. At jeg var så god til at være gravid.

Som ugerne gik, blev utålmodigheden igen stor. De traditionelle prøver og undersøgelser ved lægen gik fint og viste intet at være urolig for. Maven begyndte at vokse, og kvalmen tog markant til.

Jeg blev bachelor, og alt var godt. Vi skulle gå en spændende sommer i møde med en voksende mave og en masse forventningsglæde. Jeg havde dog brug for at kigge ind igen. Ikke fordi jeg var i tvivl eller urolig, men fordi jeg af natur nok bare er ret nysgerrig og utålmodig. Så turen gik endnu engang til København og en privat scanning.

Forventningsfuld og glad lagde jeg mig på briksen. Jordemoderen, som var den samme som sidst, smilede til mig og var tydeligvis lige så forventningsfuld som jeg. Men da billedet tonede frem, var der noget galt.

”Maria, hjertet slår ikke.”

Ordene og hendes blik står så tydeligt. Lige så tydeligt, som da jeg fik at vide, at min mor var døende. Det lille liv var slukket. Noget var gået galt. Men hvad kunne hun ikke sige. Det var søndag og tiden til mandag, hvor jeg kunne kontakte min egen læge, føltes uendelig. Jeg stod i København på Nørreport og skulle ringe hjem med den forfærdelige besked. Turen hjem til Bornholm føltes umenneskelig, og jeg ville bare gerne hjem.

”Søde ven, det kan du ikke bare ringe og sige uden at have nogle beviser.”

Sådan lød ordene, da jeg mandag morgen ringede til lægehuset for at få en tid. Beviser? Sekretæren ville ikke give mig en tid, før jeg skaffede bevis for, at jeg havde haft en missed abortion. Fortvivlet og ramt ringede jeg til privatklinikken, som var meget uforstående overfor sekretærens adfærd. Men de sendte straks deres papirer og billeder. Endnu engang måtte jeg ringe til lægehuset for at bede om en tid. Min egen læge var gået på ferie, men jeg kunne få en tid ved en anden. Kl. 10.45 ankom jeg til en mandlig læge, som jeg ikke kendte. Han konstaterede, at jeg så ud til at håndtere det meget fint og meddelte, at der sagtens kunne gå lang tid, før hans henvisning ville resultere i en indkaldelse fra hospitalet.

Da jeg gik hjem fra lægehuset, brød min verden endnu engang sammen. Som den havde gjort så mange gange i løbet af de sidste 24 timer. Men stædigheden tog over, og jeg ringede til sygehuset. De kunne godt se problematikken og konstaterede, at det altså var sub-akut, og at jeg skulle til forundersøgelse allerede samme dag.

På hospitalet blev jeg modtaget af dygtigt og kompetent personale. Undersøgelsen konstaterede det samme – at hjertet var stoppet med at slå. En kirurgisk abort blev planlagt, og de konstaterede, at jeg skulle på operationsbordet allerede den følgende dag. Men udfordringerne skulle ikke stoppe der. Klokken viste nu mandag eftermiddag, og jeg skulle lige nå en coronatest, før jeg kunne blive indlagt. De følgende timer gik med diverse telefonkøer for overhovedet at komme igennem til en test, og på et hængende hår nåede jeg det, inden teltene lukkede ned for dagen.

”Kan du overhovedet selv følge med?”

Sådan lød ordene fra den søde sygeplejerske, der indlagde mig den følgende dag. Fra søndag kl. 10 og til nu havde det hele haft karakter af overlevelse i sundhedssystemet, undersøgelser og praktiske gøremål.

Men svaret var nej. Lige så glad jeg var for at få det fjernet hurtigt, lige så meget var det hele gået alt for stærkt. 48 timer tidligere troede jeg, at jeg var lykkeligt gravid. Havde jeg vidst, hvad jeg skulle stå i 48 timer efter, var jeg ikke sikker på, at jeg overhovedet kunne stå på mine ben.

Op ad dagen blev det min tur til at komme i fuld narkose og på operationsbordet. Det hele gik som det skulle, og jeg vågnede relativt hurtigt og nemt op af narkosen. Men med ét var min verden forandret. Nu var jeg definitivt ikke gravid længere. Fosteret var væk. Det var ikke nogen ond drøm – ikke et forfærdeligt mareridt, men virkelighed.

Den første uge efter lå jeg på sofaen. Græd flere gange dagligt. Modtog de smukkeste blomster fra mine søde veninder og kunne knap nok overskue at sige tak. Til daglig er jeg skolelærer, men det virke kunne jeg på ingen måde overskue. Eleverne skulle sendes på sommerferie, men det måtte blive med en vikar.

Ved den efterfølgende kontrol hos egen læge kom ordene. “Det er jo normalt. Du er blot 1 ud af 4.” Bare 1 ud af 4… For mig var det ligegyldige ord. Jeg var ikke 1 ud af 4. Jeg var midt i en kæmpe og udefinérbar sorg. Jeg havde mistet min graviditet og min mor-titel, inden jeg overhovedet havde fået den. Alligevel sad det så dybt i mig, at jeg havde mistet noget. Lyset var svært at få øje på, og kommentarer fra omverdenen om at ”så ved I jo, at I kan blive gravide” eller ”godt, du ikke var endnu længere henne” føltes som salt i såret. For det var lige meget at vide, at vi godt kunne blive gravide, når jeg ikke kunne holde på det.

Følelserne var og er stadig mange. Selvom jeg her, knap syv uger efter, har det bedre, så er det ikke forsvundet og ikke glemt. Sorgen dukker af og til op. Skyldfølelsen, over at min krop måske ikke havde kæmpet nok for det lille hjerte, kan stadig fylde. Frygten for fremtiden lurer under overfladen. Det unaturlige ved at kigge ned over min mave og se, at den bare er flad, gør ondt.

I ugerne efter aborten fødte to af mine gode veninder. To smukke og dejlige, små børn. Jeg vidste, at jeg burde føle lykke og glæde på deres vegne, og det gjorde jeg også. Men hver gang jeg så dem, var det også med fuld kontrol over mig selv for ikke at blive ked af det. Ikke fordi jeg ikke syntes, at de fortjente lykken. Ikke fordi jeg var jaloux. Men fordi mit eget hjerte var knust i tusind stykker.

Jeg havde sommerferien til at lande. Til at være i sorgen og smerten. Men den er der endnu. Ikke for alle andre, hvis liv er gået videre. Men for mig. Det lille liv vil altid være en del af mig og os. Vil altid have været der. Af samme grund ligger billederne og vandrejournalen stadig i skuffen. Af samme grund er videoen med hjertelyden ikke slettet. Ligesom det lille liv ikke er slettet fra min hukommelse. For jeg skulle være mor. Mor i 2020. Men det blev jeg ikke. I stedet gennemgik jeg en smerte værre, end da jeg mistede min egen mor.

En abort er fyldt af så mange komplekse følelser. Er så udefinérbar en størrelse. En abort er fyldt med så meget tabu. Jeg ledte og ledte efter netværk og andre at læne mig op ad i processen. For jeg manglede nok den støtte, jeg havde allermest brug for – nemlig min mor. Men netværket fandtes ikke. Bogen om aborter fandtes ikke. Det gør den nu, og jeg håber, at min historie kan være med til at vise andre, at alle følelserne er okay. At det tager tid, og at det gør ondt. En dag prøver vi igen. Det vil vi gerne.

Aborten og sommeren gjorde, at jeg ændrede mit livssyn. Fik modet til at søge et nyt arbejde, og der starter jeg netop nu. Min kæreste friede til mig, og jeg sagde det mest sikre ”ja” nogensinde! Og selvom jeg aldrig har været i tvivl om, hvor stærkt et forhold vi har, så er det blevet endnu stærkere nu.

Jeg valgte i processen at være fuldstændig åben om, hvad der var sket og om min sorg. Dette gjorde, at kvinder jeg kendte, rakte ud og fortalte deres historie. Støttede, krammede og lyttede. For det vil jeg altid være især én dybt taknemmelig. Én som gjorde, at jeg følte mig tryg i situationen, men som også gjorde, at jeg følte, at alle følelserne af sorg, skam, frygt og mangel på tillid til min krop var okay. For de følelser ER okay. Nu håber jeg, at min historie kan være en håndsrækning til andre i den samme situation.”

Bogen “Tabte Drømme – Kvinder og spontan abort”

Christina Lassen-Andersen har skrevet bogen ”Tabte drømme – kvinder og spontan abort” – bestil den på www.forlagetfjorden.dk. Bogen er skrevet til kvinder, der har været igennem en eller flere spontane aborter eller til dem, der har det tæt inde på livet. Håbet er, at ved at kunne spejle deres historie i andres vil sorgen blive lettere at bære.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så er du med i lodtrækningen om et års medlemskab af Momunity (værdi 299 kr.)