Hvad skal jeg nå, hvis jeg ikke er her om 3 måneder?”.

 

I maj 2018 står Damaris, 41, i badet og vasker sig, da hun mærker en knude i højre bryst. Det føles som en mælkeknude, som hun før har oplevet, så det vækker ikke umiddelbart større bekymring. Dog er længe siden amningen er stoppet, så hun bliver alligevel lidt betænkelig. Hun har to børn, en dreng på 5 og en pige på 3, så hun har før oplevet hvordan det nogle gange godt kan være lidt ujævnt i vævet, men det føles alligevel anderledes denne gang.

 

Hun har noget tid forinden været til lægen med en lille knude i armhulen som hendes mand opfordrede hende til at få tjekket. Lægen havde da affejet det med ”bare lymfeknuder” og dermed slår Damaris det også denne gang hen.

 

Derfor er hun tilbageholdende med at kontakte lægen. Sidst var det jo bare lymfeknuder, og samtidig nager tvivlen. Der er jo én besked hun særligt er rædselsslagen for at få, så der går faktisk, som hun selv husker det, lang tid før hun får taget sig sammen.

 

Lægen som undersøger Damaris stiller hende spørgsmålet: ”Hvad tænker du selv det kan være?”

 

Damaris synes det er et mærkeligt spørgsmål, da hun jo er der for at få lægens vurdering, men begynder at få en fornemmelse af, hvor det bærer hen. Lægen siger, at hun ikke er 100% sikker på noget, og at hun ikke har lyst til at gøre Damaris bange, men at hun bliver nødt til at sende hende videre via en ”akut kræftpakke”. Faktisk går der ikke mere end 5 timer, før der er besked i e-boks om, at der er fundet en tid til hende.

 

Damaris skriver om hendes oplevelse ved lægen i hendes terminsgruppe på facebook, for at høre om der sidder andre med lignende oplevelser, og håber på at det kan berolige hende. Faktisk får hun stort set kun positive tilbagemeldinger fra kvinder som også er blevet henvist til mammografi grundet en mistænkelig knude, men hvor det heldigvis viste sig at være godartet. Det giver noget ro, i en ellers helt ulidelig ventetid, hvor det ikke er til at vide om hun er købt eller solgt.

 

Den morgen Damaris skal møde ind på Capio CFR i Hellerup til mammografi og videre undersøgelse, er hun kun en my fra at fortryde og blive væk. Hun får dog taget sig sammen med alle kræfter og er på vej, da hun får besked om at der er opstået noget på hendes mands arbejde der gør at han ikke kan komme frem. Her bryder hun sammen. Hun vil ikke alene.

 

Heldigvis har manden en forstående chef, som tager en hurtig beslutning, og kører ham til Hellerup, hvor han møder en stortudende Damaris. Hun er med egne ord ”rigtig hunderæd”.

 

Da hun kommer ind, er det en ældre, erfaren mandlig læge der skal ultralydsscanne hende. Hun kigger med på skærmen, og kan godt selv se at det ikke ligner en væskecyste. ”Vi skal tage en biopsi”, siger han, og herefter følger noget af det mest smertefulde Damaris har oplevet. Der skal skiftes nåle, og de bliver efter Damaris opfattelse bare større og større. Hun ender med at græde, tigge og bede ham om, ikke at tage flere, men lægen understreger at det er vigtigt at der kommer væv nok med ud og det får hende efterfølgende til at tage sig sammen og spørge: ”Kan det være andet end kræft?”, da uvisheden og ventetiden er endnu sværere at forholde sig til, end det potentielt værst tænkelige svar.

 

”Det tror jeg ikke.” svarer lægen tøvende efter noget betænkningstid. ”Den skal i hvert fald ud”.

 

”Verden går i stå, i bogstaveligste forstand, når man får sådan en besked” fortæller Damaris. For hvor meget har kræften allerede spredt sig? Der er en altoverskyggende tanke der dominerer denne tid for Damaris. ”Hvad skal jeg nå, hvis jeg ikke er her mere om 3 måneder?”. Det er 3 måneders-perspektivet som står konstant og blinker i neon, som en påmindelse om at tiden kan være knap. Det bliver pludselig uendeligt vigtigt at få taget billeder af hende selv med sine børn, så de har nogle minder at se tilbage på, når hun ikke er her længere. For i denne tid, indtil knuden er opereret ud og analyseret, så er det som at have en dødsdom hængende over hovedet, med en udløbsdato man går og venter på at få oplyst.

 

Hun husker en morgen, hvor hun er alene med sine to børn. De sidder ved morgenbordet, og Damaris sidder i egne tanker. Faktisk ønsker hun på netop dette tidspunkt børnene langt væk. Hun oplever at hun slet ikke kan forholde sig til dem. Når de skændes med hinanden virker det så ligegyldigt, og når de griner er det lige så uforståeligt for hende. Det er som at svømme i et hav af modsatrettede følelser når det kommer til børnene. For det går jo også op for hende i processen, at hun netop i de to børn, har alt at kæmpe for. Hun forklarer paradokset således ”børnene har været både det værste og det bedste i det her forløb.” Hun får en følelse af at det slet ikke er muligt at være nogens mor i sådan en situation; ”Man kan ikke engang rumme sig selv. Jeg havde brug for at være mig, og derfor holdt jeg f.eks. benhårdt fast i mit arbejde imens jeg sideløbende passede mine behandlinger. Jeg havde brug for at se mig selv som stærk!” fortæller Damaris om tiden hvor hun mere end nogensinde havde brug for at fastholde sit selvbillede i arbejdet som personlig træner.

 

 

Damaris har på 2. hånd oplevet et brystkræftforløb hos sin svigermor, som i dag er rask. Men da hun står i det selv, går det op for hende hvor alene hun føler sig, på trods af at hun på papiret kan dele oplevelsen med en anden nær relation. For det er ikke en fælles oplevelse. Damaris fortæller hvordan hun selv er enormt følsom. Hun har brug for at snakke om det, brug for at græde. Hun har kun været vidne til en stærk og praktisk kvinde, der ikke ville belemre familien med den byrde, og det kan hun ikke selv leve op til. Det ender med at hendes egen mor flytter ind i 14 dage, hjælper med aflevering og hentning af børnene, og lader Damaris få lov til at græde det meste af dagen.

 

Om morgenen, d. 3. juli møder hun op på Herlev Hospital med sin mand og sin mor. Tiden op til denne dag har hun brugt på, i samarbejde med en psykolog, at forsøge at bearbejde en meget traumatisk fødsel som også fandt sted på dette hospital, og ellers havde fået hende til at sværge på at hun aldrig skulle sætte sine ben der igen. Nu stod hun så her igen, denne gang i en situation hun aldrig havde kunnet forestille sig. Hendes krop og tanker er så meget i oprør, at hun pludselig ikke kan gå ind i elevatoren. Hun kan simpelthen ikke, så de ender med at måtte tage trapperne. En læge må fysisk lægge begge hænder på Damaris og trække hende med derhen hvor de skal sidde og tale sammen sammen først. Efterfølgende har denne lægen faktisk ringet Damaris op, fordi hun var meget i tvivl om hendes behandling af hende – er det ok at tage fat i en patient på den måde? Hun kunne ånde lettet op, da Damaris kunne fortælle at hun havde følt sig hørt og støttet, og netop den fysiske kontakt var noget hun havde brug for, for at slippe lidt af panikken. Det gjorde hende lidt mere tryg, at de var så opmærksomme på, at hun måske ikke reagerede som de fleste patienter, og at der dermed skulle en lidt anden tilgang til, for at ”nå” hende.

 

De ender med at fjerne knuden helt, og samtidig også nogle lymfeknuder. Dommen er som forventet: Kræft! Den er hormonfølsom og har desværre allerede spredt sig til nogle af de lymfeknuder der blev taget ud samtidig.

 

Efter operationen kommer hun hurtigt hjem, og her følger 14 dage i sommerhus med familien. Det er en sommer hun husker som den bedste og den værste sommer nogensinde. Hun ved, at hun nu kan få en stund med sin familie, hvor de kan lukke verden lidt om sig selv, og få et sidste frirum, før hospitalet overtager Damaris’ kalender, og det går løs med efterbehandling i form af kemo og strålebehandling. Særligt kemoen er et stort dilemma for Damaris. Hun ved, at de anbefaler hende at sige ja til kemo. Det er en standardpakke. Hun ved dog også, at hun med kemoen vil få det skidt og at det vil påvirke hele familien. Samtidig vil det forlænge hele forløbet. Men det der fylder mest er frygten for senfølger. Hun bruger meget tid på at søge råd og vejledning hos Kræftens Bekæmpelse. Det store spørgsmål er, om der overhovedet er flere kræftceller tilbage efter operationen, for hvis hun er opereret rask, hvilken effekt vil kemo så have? Hun vender tilbage til hospitalet og spørger ydmygt, om de ikke vil undersøge resten af hendes krop for evt. metastaser, før hun takker ja til kemo. Det virker oplagt at tjekke for eventuel spredning før beslutningen tages. Svaret hun får er, at der sandsynligvis ikke er det, men de vil gerne give hende den ekstra scanning som giver hende den vished, at der ikke ser ud til at være spredning. Dette får hende til at træffe det svære og modige valg, at takke nej til kemo. Hun har opsøgt al den viden hun kan finde, og hun kan ikke få det til at gå op, at skulle sige ja til noget som vil gøre hende rigtig syg, når prognosen for at der er mere kræft er så lav. Hun har brugt en hjemmeside som hedder ”Predict”, som giver brystkræftpatienter en statistik over, hvordan forskellige behandlinger for brystkræft forøger overlevelsesraten efter operation. Hun anbefaler dette redskab til andre i samme situation, for at kunne træffe et oplyst valg.

 

 

Ved at sige nej til kemo, skar hun knap 5 måneder af sit eget forløb. Hun understreger at det ikke nødvendigvis er det rigtige valg for alle, men lægger samtidig vægt på betydningen af at opsøge viden og lytte til mavefornemmelsen og ikke bare blindt at følge lægernes standardbehandling, uden at opveje fordele ift. potentielle senfølger.

 

Damaris kommer ind på paradokset i, at hun før operationen, hvor hun faktisk havde kræft, fysisk var helt på toppen, hvorimod hun efter operationen, nu som kræftfri, faktisk oplever at være decideret syg og svækket. Det skyldes til dels den livsomvæltning det er, at være truet på livet af sygdom, men den medicin hun er afhængig af de næste mange år har også en del bivirkninger som til tider gør det svært at skulle leve op til at være den kvinde hun var før. Nogle af de ting der fylder mest i dag, er hendes manglende evne til at sove. Hun beskriver det som om, at hun er i et konstant alarmberedskab og siger, at hun godt kunne have en fornemmelse af at det er en form for posttraumatisk stresslidelse, hvor hun fysisk bliver ved med at genopleve følelser hun har gennemgået, og dermed reagerer med angst. Den medicin hun får, sætter hende i en kunstig form for overgangsalder. De fysiske symptomer hun har på daglig basis er føleforstyrrelser, brændende fornemmelse i armen ved det opererede bryst, dårlig temperaturregulering samt en ulidelig træthed som gør hende ude af stand til at passe et fuldtidsarbejde, eller lægge samme energi i sit liv som hun gjorde før. Hun er også blevet frataget muligheden for flere børn, og det har ikke været let når hun igen og igen har mødt holdningen: ”Du skal jo heldigvis ikke have flere børn, du er jo 40!”. En ting er, ikke at have planer om det, en anden er slet ikke at have lov til at træffe valget selv. Noget af det som har ændret Damaris som person, er de kognitive udfordringer der følger med behandlingen. Hun har indlæringsvanskeligheder og korttidshukommelsen svigter hende også, og så har hun så svært ved at sove, at hun faktisk ikke før hendes forløb ville have troet på at man kan holde sig i live med så lidt søvn. Der har været perioder hvor hun stort set ikke har sovet overhovedet, og der har hun lært sig nogle teknikker i forhold til at lade tankerne vandre mens tiden går. Så er det op til kroppen om den vil lade hende falde i søvn, og stress omkring at ”nu SKAL jeg sove” gavner hende ikke, det har hun efterhånden måtte indse.

 

Er der noget hun vil gøre om, er det, at hun så længe forsøgte at beskytte børnene ved ikke at involvere dem, ganske enkelt fordi hun ikke vidste hvordan man fortæller sådan noget til små børn. Man vil jo ikke gøre dem bekymrede. Hun føler hun burde have sagt noget fra starten, for de har jo tydeligt mærket forældrenes bekymring og stress, og at noget ikke var helt om det plejede. Særligt efter operationen oplevede hun at hendes søn gjorde sig tanker om hvad der var foregået. En aften hvor hun putter ham, siger han pludselig ”Hvad har de gjort med det de har taget ud? Har de smidt det i skraldespanden?”. Det fører til en snak som har været for længe undervejs. Efterfølgende har hun kunne mærke en omsorg fra sin dreng, eksempelvis ved, at han tilbyder hende sin yndlingspude og yndlingsbamse når han kan se hun har brug for det.

 

Damaris er erklæret rask i dag, men har efter den skæbnesvangre operationsdag hvor kræften forlod hendes krop, været 68 gange på det hospital, hun svor hun aldrig nogensinde skulle besøge igen. Hun har fået 33 strålebehandlinger, og 4 tatoveringer. De fire tatoveringer er små sorte prikker som indikerer hvor strålerne skal peges hen (se billede herunder). Hun lærer med små skridt at håndtere at komme på hospitalet, men hun går stadig med blikket i gulvet forbi de steder der forbinder hende til hendes første fødsel. Det kommer hun aldrig rigtig over.

 

 

Som sagt er hun kræftfri, men stiller selv spørgsmålstegn ved, om det også betyder ”rask”. For rask er hun jo ikke, hvis hun sammenligner med før. ”Jeg er ikke som jeg var før. Jeg har det ikke som jeg havde før”. Damaris bearbejder hver dag, og angsten for tilbagefald vil altid følge hende. Så sent som for 2 måneder siden, har hun igen stået ansigt til ansigt med frygten, da hun pludselig mærkede nye knuder og smerter, som heldigvis, efter grundige undersøgelser, viste sig at være stråleskader. “Personligheden har ændret sig og mit livssyn har ændret sig. Man finder ud af hvad det er vigtigt at bruge sin energi på, og hvad der bringer én glæde. Man bliver taknemmelig over livet og den tid man har, på en helt ny måde”.

 

I dag må hun økonomisere med sine kræfter, og arbejder på meget nedsat tid, og bruger al den energi hun har, på at være der for sin familie samt på træning, da især løb i naturen giver hende ro i hovedet, og modvirker den massive træthed. Således er det derfor helt oplagt at kombinere løbet med at skabe opmærksomhed på kræft, og d. 15.-16. juni stiller hun op for Momunity til Stafet For Livet Egedal, hvor hun vil løbe stafetten som fighter. “Jeg går efter at slå min tidligere Stafet For Livet rekord på 60 km, da det definitivt vil give mig selv et konkret bevis på at jeg er stærkere nu, end før kræften ramte mig”.

Lørdag d. 16. marts vandt Damaris en podieplads ved årets Soul Trail Cup.[/caption]

Vi takker Damaris for hendes mod til at stå frem med hendes historie. Vil du støtte op om Damaris og andre der slås med kræft, opfordrer vi til at du også deltager eller bidrager til Kræftens Bekæmpelse som arrangerer Stafet For Livet. Det foregår i hele Danmark og vil du med på vores MomuniTeam kan du tilmelde dig HER. Vi takker dig for at læse med, og håber vi ses til en rask gå/løbetur til Juni.