Af Victoria Paulsen

Da jeg gik naturligt i fødsel med vandafgang 1 dag før terminsdatoen, tænkte jeg, at det ville blive en god fødsel, for nu var jeg jo gået i gang helt naturligt! Virkeligheden skulle dog vise sig at blive en lidt anden.

Vandet gik kl. 07.30 søndag morgen d. 30 Juni 2019. Jeg kontaktede fødegangen og blev inviteret ind til en vurdering.

Da vi ankommer bliver vi taget imod og jeg bliver vurderet til at være 1,5 cm åben. Da jeg endnu ikke har nogen veer råder jordemoderen os til, at gå ned i kiosken og købe lidt morgenmad og se om vi kan gå veerne i gang. Dette har dog ingen effekt, og da vi kommer tilbage på afdelingen er der flere par i ”kø” til fødemodtagelsens stuer. Jordemoderen fortæller, at de vil råde mig til at få sat fødslen i gang med  Angusta (fødselsmodnende piller) da der er en øget risiko for infektion, da vandet allerede er gået. Jeg spørger ind til fordele og ulemper ved pillerne, men får ikke yderligere information. I stedet kommer en læge ind og fortæller at de gerne vil sætte mig i gang, og om jeg har nogle spørgsmål. Som 1.gangsfødende har jeg en masse spørgsmål, og jeg vil egentlig allerhelst selv prøve at lave mine veer, men jeg får hurtig at vide, at der er tid i dag til at blive sat i gang, og at det ikke var sikkert der var tid senere. Og derfra begynder jeg at miste mig selv i forløbet.

Jeg tager første pille kl. 12 og bliver sendt hjem. Kl. 14 tager jeg pille nummer 2 og begynder kort efter at få den ene ve efter den anden. De ruller bare derudaf – og gør afsindigt ondt! Jeg ringer til fødegangen og fortæller at veerne er kraftige og uden pauser, dette stiller de spørgsmål ved, da jeg jo kun har taget 2 piller (en af bivirkningerne ved Angusta piller er vestorm, noget jeg ikke var blevet informeret om, men selv måtte google mig til!) Vi får dog lov at komme ind.

Kl. 17 rammer vi fødemodtagelsen og bliver vist ind i en af stuerne, jeg har så mange smerter, men bliver af jordemoderen triageret* som havende ”middel” veer. Herefter venter, og venter, og venter vi. Jeg arbejder så godt jeg nu kan med mine veer, men til sidst kaster jeg op af smerter og må ringe på klokken efter hjælp – der går 45 minutter fra vi ringer i klokkesnoren til der kommer en jordemoder ind med ordene: undskyld, men vi har travlt i dag. Hun konkluderer heldigvis, at jeg mener det, når jeg siger at veerne gør ondt, og vil give mig noget smertestillende.  Inden man får morfin skal de køre en hjertekurve på barnet, for at se hvordan baby har det, og efter 1 time får jeg endelig et skud morfin i balden. Jeg er nu 3 cm. udvidet og klokken er 20. Herefter får vi af vide, at der ikke er plads på hverken fødemodtagelse eller en fødestue endnu, så at de vil gerne tilbyde os et ophold i deres lounge (et lille rum med en sovebriks) Her er der ikke noget kaldesystem, så hvis vi får brug for hjælp skal vi ud på gangen og finde en ledig jordemoder. Her tilbringer vi 2 timer, hvor jeg får hvilet en lille smule, men pludselig får jeg kraftig pressetrang. På det tidspunkt tænker jeg, at det nok bare er virkningen af det magnesia (afføringsmiddel) jeg har taget gennem graviditeten, så jeg halter på toilettet hvor jeg ikke helt kan forstå, hvorfor det bliver ved med at føles som om at jeg skal skide. Jeg får tørret mig og kalder på min kæreste Lasse, som bliver sendt ud efter en jordemoder, med ordrer om at sige jeg har kraftig pressetrang.

Lasse finder heldigvis en jordemoder som tjekker mig og lettere chokeret fortæller at jeg er 9,5 cm åben og jeg skal have en fødestue NU! Jeg bliver placeret i en kørerstol og kørt ind på en fødestue lige foran et andet par, som ellers var på vej derind. Her møder vi den sødeste jordemoder, som for første gang spørger mig hvordan jeg har det. Hun udstråler en ro og en tid, selvom jeg kan se på uret, at der egentlig er vagtskifte om 20 min.
Da de sætter overvågning på maven af mig, kan de se, at babys hjertekurve daler når jeg har en ve og de er bekymrede for ham. Jeg får lov at tage to presseveer mens jeg sidder på hug, men herefter får jeg besked på at ligge mig op på briksen, da de skal sætte en elektrode på babys hoved for at tjekke hvordan han har det. Det viser sig, at han er lidt presset og de tager derfor også en blodprøve fra hans hoved som heldigvis er ok. Der tilkaldes en børnelæge, da der oveni det hele også er en chance for, at han er påvirket af det morfin jeg fik tidligere. Herefter går det stærkt og jeg får lov at presse for fuld kraft, han kommer ud på 3 presseveer og skriger kort tid efter han kommer op på mit bryst.

Når folk spørger, om jeg har haft en god fødsel, har jeg for det meste sagt ”Ja” for de 20 minutter som selve fødslen tog var jo gode, for der var nogen hos mig, og der var en jordemoder der gav mig alle de rigtige redskaber til at arbejde med mine veer og fortælle mig at det nok skulle gå, og hun blev endda 30 minutter efter vagtskifte for at sikre sig at alt var okay.

Men det er alle timerne fra jeg blev igangsat til jeg landede på fødestuen der var svære. Der var ikke tid til spørgsmål angående igangsættelse, der står i min journal, at der er givet informeret samtykke til behandlingen, men der var ikke tid til at stille spørgsmål. Der var ikke tid til at tjekke op på fødslens fremgang.

Der var ikke tid til at jeg skulle føde den dag.
Jeg ved at jeg skal have flere børn, men næste gang overvejer jeg enten en hjemmefødsel, eller at sikre mig en fødselshjælper, i form af en doula. (Privat fødselshjælper – find evt. en privat jordemoder eller doula igennem denne gruppe).

*Triage: sortering og prioritering i sundhedssektoren, bl.a. ved tildeling af bestemte farvekoder til de patienter der bør behandles først.