MOR med kroniske smerter

De første år havde jeg pokkers ondt! Så ondt, at jeg hverken kunne sove, gå med hende i barnevognen eller vugge hende i min favn. Nogle dage kunne jeg kun lade hende sove ved mit bryst – også selv om det gav de ondeste brystvorter. Ammende mødre ved hvad jeg mener: “AV ‼️”

Det var ensomt at sidde alene hjemme alle de timer imens hun var spæd, ren overlevelse og smerterne bragede derudaf. Smerterne og sorgen over, at jeg ikke kunne være den mor jeg ønskede at være, var altoverskyggende. Jeg kunne kun holde ud og lade tiden arbejde for mig – i vished om at hun ville blive ældre og mere selvhjulpen – så det gjorde jeg.

Med tiden kunne jeg mere fysisk, for samme smerteniveau – og jeg var viljestærk, en kende FOR viljestærk, og stædig. Mit moderinstinkt tvang mig nærmest til at genoptage mit studium og træne, selv om kroppen skreg “STOP”. Min uddannelse føltes som en nødvendighed for at jeg kunne forsørge os, hvis nu. Hele mit system var i alarm. Jeg blev frarådet sygemelding, idet Aarhus Universitet var under store forandringer og fremdriftsreformen åndede mig i nakken.

Jeg gennemførte min uddannelse, flot endda, men smerterne og det medfølgende pres, resulterede i at jeg også fik kropslig stress og angst (hjertebanken, koldsved, svimmel, skiftevis følelse af slowmotion og højt tempo).

Nok begyndte mine smerter under graviditeten – men først under testning af forskelligt smertestillende med ind- og udtrapning gennem godt et års tid, og kombineret med et utålmodigt forsøg tilbage på træningshesten, blev jeg så smerteramt og nedsat i mit kropslige funktionsniveau, at jeg nærmest blev fange i mit eget hjem. På gode dage, kunne jeg følge Asta i børnehave (700m), men måtte tage taxa hjem – og det blev dyrt! 💸

Jeg kunne ikke være den mor jeg havde drømt om. Men jeg tror faktisk at jeg endte med at blive en bedre mor.

I dag er jeg i fleksjob, grundet mine kroniske smerter, så jeg har ret til skånehensyn. Ikke et hvilket som helst job, men mit drømmejob som smerte- og udviklingskonsulent i fysioterapeutisk klinik. I mellemtiden har jeg grundlagt ABMSdanmark.dk, en NGO for smerteramte i Danmark. Det var den Asta refererede til den morgen hvor jeg begyndte at græde af glæde.

Hold op hvor har jeg været bange for at ødelægge hende, mange gange. I dag viser det sig at den rejse smerterne sendte mig på er blevet en gave for både mig og min datter.

Smerterne gjorde mig til en bedre mor på flere planer. Jeg blev nødt til at lade hende gøre alt det som hun kunne selv, fx:

• Kravle opad trapperne.

• Tage tøj og sko på.

• Hjælpe til med oprydning og rengøring.

Samtidig havde jeg TID til at lade hende gøre det kun kunne selv;

Og det spejl vi gav hinanden, mor og datter, er blevet en kæmpe gave.

For ligesom hun var barnet der skulle lære at kravle og gå – så stod jeg et nyt sted i livet med kroniske smerter, hvor jeg på en måde også skulle lære at kravle før jeg kunne gå.

Tålmodighed, mod til at prøve igen og igen og ros for at give tid – blev stærke værdier der løftede os og har i dag gjort min datter sprængfuld af selvværd. Selvtilliden fejler heller ikke noget 😄  for basen af værdier blev netop det der gav hende en masse succesoplevelser.

Smerterne vendte op og ned på mit liv – jeg kunne ikke hvad jeg kunne før – så jeg måtte genskabe mig selv indefra; Finde mine kerneværdier og skabe en ny balance mellem den jeg var/er/stod for og det jeg kunne/gjorde.

Det har givet min datter et spejl der viser, at hendes værdi ikke afhænger af hvad hun KAN (eller andres opfattelse for den sags skyld), men hvem hun ER og at det kan INGEN tage fra hende.

Hun er kreativ, kærlig, humoristisk og meget mere, altsammen kvaliteter der hører til hende, uanset hvad hun kan.

Jeg kunne dømme mig selv. Banke mig selv oven i hovedet og undskylde for det jeg ikke kunne. Det lå også først for, men min datter begyndte ret tidligt at gøre som jeg gjorde og derfor måtte jeg selv lære at leve efter det jeg ønskede for hende. På den måde blev hun mit spejl og viste mig vejen.

I dag kan jeg, med stolthed sige, at jeg har vist hende, at ligemeget hvor sort det hele ser ud, så kan det betale sig, at være vedholdende, turde at spørge om hjælp, tro på sig selv, sætte grænser, vælge sig selv og livet til, at man kan komme virkelig langt med en god portion selvironi, dårlig humor, og meget mere.

Ja, i bagklogskabens lys så er jeg “bange for”, at smerterne har gjort mig til en bedre mor. Jeg ved selvfølgelig ikke om jeg var blevet ved med at leve med perfektionisme og i karrierelivets overhalingsbane uden mine kroniske smerter, men jeg ved, at smerterne lærte mig at skifte til et spor, hvor jeg netop har lært min datter noget af det jeg allerhelst ville lære hende – og DET er jeg dybt taknemmelig for ❤️

Tak fordi du læste med 🙏🏼❤️

Jeg håber, af hele mit hjerte, at du vil give blogindlægget videre til andre mødre derude. Uanset om det så er kroniske smerter eller en anden livssituation der har vendt op og ned på det hele – så kan mine erfaringer måske give håb og et lille skub til at blive ved, give tid og tro på, at det kan blive bedre.

Kærlig hilsen

Ditte

Du finder mig her: 

Instagram: @dittepode og @hinnerupfys

Dette indlæg lægger op til eftertanke. Hvad kan vi gøre, når vi ved at så mange sidder med denne oplevelse? Vores anbefaling er at række ud, for du er aldrig alene, hvor meget det end kan føles sådan. Skriv til os på info@momunity.dk hvis du også sidder med en historie fra moderskabet, som bør deles. Det kan meget vel være lige netop din historie, som giver en anden kvinde følelsen af at blive set og hørt.