22. juni 2022
Af Mette og Natalie –
Du har måske hørt om hende. Hende der var så hårdt ramt af kvalme og opkast at det fuldstændig lammede hendes liv. Hende for hvem det at være gravid var invaliderende, og tæt på 40 uger i det rene mareridt! Du har hørt hendes historie og tænkt: ”jaja – jeg havde også kvalme, hvor slemt kan det være?”
Svaret er: værre end du kan forestille dig.
Vi har hørt flere historier fra kvinder der har lidt voldsomt under graviditetskvalme også kaldet Hyperemesis Gravidarum. Det kan være rigtig svært for de her kvinder at gå rundt med denne lidelse i graviditeten, som er en ekstra sårbar periode for de fleste. Kvinderne kan føle sig mistænkeliggjort og set ned på, fordi der mangler forståelse fra omverdenen omkring deres udfordringer.
Vi har fået to mødre, Mette og Natalie, til at dele deres personlige historier. Vi håber at dette indblik vil bidrage til øget forståelse for fremtidige kvinder ramt af Hyperemesis Gravidarum. Historierne taler for sig selv. Tag godt imod Mettes historie:
“Den lykkeligste tid i dit liv, sagde alle.. De tog fejl! At være gravid, er det værste jeg nogensinde har oplevet, og det siger jeg med min allerstørste kærlighed til mine børn, men de 9 måneder tog næsten livet af mig – bogstavligt talt. Fra uge 3, før jeg testede positiv, begyndte min kvalme og opkast, den sluttede først i uge 38, da min søn blev født. Det var ikke kun morgenkvalme og opkast, det var seriøs heldøgns kvalme. Jeg gik ingen steder uden poser og vådservietter i tasken, for opkasten kom som lyn fra en klar himmel, og altid uden advarsel – det kom bare. Uanset hvor jeg var, eller hvad jeg lavede. Intet hjalp, og alt gjorde det værre.
Den værste oplevelse var da jeg i 7. måned kastede op, som i SERIØST voldsomt opkast, ud over hele mellemgangen i min lokale Fakta. Den stakkels faktamedarbejder, som var ved at fylde varer op blev så forskrækket, at han panikkede og tilkaldte en ambulance og prøvede at tørre op, alt i mens opkasten bare forsatte ud af mig. Jeg havde ikke engang ord til at sige at ambulancen ikke behøvede at komme. Den dag i dag – 9 år efter – når jeg får øjenkontakt med ham i Fakta kan jeg se, at han tydeligt husker oplevelsen. Jeg håber de har grint godt og grundigt af det til julefrokosterne.
En af “bivirkningerne” ved at kaste så meget op er, at jeg tabte mig. Jeg tabte omkring 10 kg. af at være gravid og vejede kun 47 kg da jeg fødte (er 169 høj, så det betyder jeg nærmest var gennemsigtig!) og måtte derfor gå til ekstra mange jordmoderbesøg og scanninger og det værste ved det hele var, at jeg altid skulle høre på “hvor fedt” det måtte være, ikke at tage 30kg på. Men tro mig, jeg ville hellere have haft taget 50 kg på, og så have nydt tiden. Mit liv gik i stå da jeg blev gravid, og startede først igen da jeg fødte, og jeg ønsker det ikke for min værste fjende. Det hele gentog sig med nr. 2 barn 3 år efter. I dag kan jeg grine af det, men det har taget mange år at komme hertil. Til gengæld, så er jeg immun over for det ulækre opkast nu, så det er meget praktisk med to børn.”
Natalies historie som kommer her viser, at det for mange bliver ubærligt at gå igennem og at der må træffes valg som er umulige at forestille sig når man forbereder sig på at blive gravid med et ønskebarn.
“Da min mand og jeg besluttede os for at få endnu et barn, kom det bag på os hvor hurtigt det lykkedes mig at blive gravid. Vores 2 årige datter var vi nemlig længe om at få, og det krævede et længere fertilitetsforløb, førend vi endelig kunne holde hende i vores arme. Så at vi nu skulle være så heldige at blive gravide 2. gang så hurtigt, kom virkelig bag på os. Men da jeg var 10 uger henne, tog jeg den hårdeste beslutning i mit liv, da jeg valgte at afbryde graviditeten. Ikke fordi der var noget galt med det lille foster i min mave. Ikke fordi vi ikke ville have barnet. Men fordi jeg ikke kunne klare graviditetskvalmen længere.
Før I dømmer mig, skal I vide at jeg ikke bare led af den normale graviditetskvalme, som mange kvinder er ramt af i de første 3 måneder af graviditeten. Jeg led af Hyperemesis Gravidarum (HG), som er en lidelse kun ganske få har hørt om. Jeg fandt ud af at jeg var gravid, da jeg i flere dage havde haft megen kvalme og mistet appetitten. Jeg jublede da graviditetstesten viste 2 streger og begyndte straks at tænke på navne og indretning af børneværelse. Men glæden blev hurtigt overskygget af de mange fysiske bivirkninger min krop begyndte at have. Jeg mistede lysten til at spise – og selv søde sager som jeg normalt kaster mig over, interesserede mig ikke længere.
Jeg havde konstant kvalme – ikke bare en let kvalme, som man kunne ignorere hvis bare man sørgede for at blive distraheret af sit arbejde eller andre praktiske ting. Men en kvalme som fremprovokerede opkastninger og gjorde mig så svimmel, at jeg ikke kunne magte andet end at ligge i sengen med et fast tag om brækspanden. En kvalme som umuliggjorde at jeg kunne arbejde, være sammen med mine venner, min skønne mand og lille datter, som jeg ikke længere kunne magte at lege med. Jeg følte ikke at de bivirkninger jeg oplevede var normale, og desværre opdagede jeg for sent at jeg kunne have fået hjælp. Allerede i min første graviditet, var jeg hårdt ramt. Også her blev jeg sygemeldt, tabte mig og blev tilbudt ekstra scanninger, for at sikre at min lille pige i maven havde det godt trods omstændighederne. Men i min første graviditet var jeg så stålfast på at skulle gennemføre graviditeten, da vi længe havde kæmpet for at blive gravide. Samme holdepunkt havde jeg ikke i min 2. graviditet. Og da min lille pige på 2 år begyndte at vise tegn på at hun manglede sin mor, så tog jeg beslutningen.
Det var ikke det værd. Hvor meget jeg end ønskede mig dette lille foster i maven, så måtte det ikke gå ud over min datter. Min datter som ofte forsigtigt bankede på soveværelsesdøren for at give mig et kram, se lidt tegnefilm med mig eller bare ligge i mine arme. Min datter som virkede mere og mere bedrøvet, så selv pædagogerne i vuggestuen bemærkede at der var noget galt. Efter mange lange, svære samtaler besluttede min mand og jeg at afbryde graviditeten. Vi tog på hospitalet og grædende fortalte jeg, hvordan jeg havde det, og at jeg ville have en abort. Her blev jeg mødt af den sødeste læge, som fortalte mig, at der var hjælp at hente. Hun fortalte mig om de behandlingsmuligheder der var – heriblandt kvalmelindrende medicin, og spurgte om jeg havde mod på at prøve denne, inden jeg tog den endelige beslutning om abort. Det indvilgede jeg i, så kort tid efter fik jeg medicin og akupunktur, som også skulle hjælpe mod den svære kvalme. Jeg følte at det hjalp og med et nyt mod, tog vi hjem igen – fortsat med et lille foster inde i maven. Men der skulle blot gå 2 dage, førend jeg igen sad på hospitalet og grædende erklærede at min krop ikke kunne mere. Kvalmen var kommet igen og jeg havde mistet troen på at medicinen ville virke. Lægen prøvede at forsikre mig om, at jeg blot skulle have tålmodighed og at medicinen nok skulle hjælpe. Men jeg kunne ikke magte det mere. Jeg følte at min krop skreg efter fred, så jeg forblev stålfast i mit ønske om at få en abort. Den hårdeste beslutning jeg nogensinde har truffet og som jeg håber at jeg aldrig skal træffe igen. På hospitalet brød min mand fuldstændig sammen og sygeplejersken var ikke meget for at give mig pillen, som skulle påbegynde aborten. Men ét blik på mig og min afkræftede krop overbeviste min mand, og han bakkede mig op i at vi skulle gennemføre aborten. Og jeg var lettet.
Der var knapt gået en dag, førend alle mine smerter var væk og jeg følte mig som mig selv igen. Men så kom tvivlen snigende og snart var det mig, der brød sammen og stortudende erklærede for min mand hvor meget jeg havde fortrudt aborten. Det er det der er så mærkeligt ved den kvindelige hjerne. Kort efter man føder, siger de fleste kvinder: “Jeg skal ALDRIG føde igen”. Og alligevel kommer lysten til at få flere børn sig snigende og pludselig ligger vi igen dér på fødestuen. Det samme skete for mig. Da jeg var gravid første gang, erklærede jeg for alle og enhver at jeg ALDRIG skulle være gravid igen, fordi jeg simpelthen ikke kunne klare endnu en graviditet. 2 år senere kigger jeg dybt ind i min mands øjne og spørger om det ikke er tid til en lillebror eller lillesøster. Og nu igen her 2,5 måned efter min abort, hvor jeg længes efter det lille foster, jeg så gerne ville have set vokse sig stort. En længsel der er så stor, at jeg kraftigt overvejer at blive gravid igen. Dog ikke lige nu. Men når min datter bliver større og forhåbentlig bedre kan forstå hvorfor mor har det skidt. Og så skal jeg sørge for at bede om hjælp tidligere i graviditeten. Sørge for at jeg har en åben invitation til hospitalet og dets magiske receptblok, som kan udskrive den kvalmelindrende medicin. For der ER hjælp at hente, hvis du lider af svær graviditetskvalme. Det lærte jeg desværre at kende for sent. For da jeg først erfarede det, kunne min krop ikke klare at vente på, at medicinen skulle virke. Havde jeg bare bedt om hjælp lidt før, kunne jeg måske have klaret at gennemføre graviditeten. Så snak med din læge eller jordemoder.
Der findes også en Facebook gruppe for kvinder, der lider af svær graviditetskvalme. Den hedder “Hyperemesis Gravidarum Danmark” og de er altid klar på at give dig gode råd. Du behøver ikke stå med det alene. Søg råd og spørg om hjælp. Så skal du nok komme sikkert, trygt og forhåbentlig mere kvalmefrit gennem din graviditet.”
Vi er fulde af beundring over den åbenhed kvinderne har vist. Vi synes det er på tide at anerkende, at de “magiske” 9 måneder kan være et mareridt for nogle – og vi vil gerne være bedre pårørende til jer!
