
Skærmsund familie – sådan tager I styringen over skærmene/ Online
Dato: d. 21/10
Tid: kl 20.00 – 21.00
Sted: Online
Pris: 25 kr. – Gratis for MaMaMesh+ medlemmer
Skærmsund familie – sådan tager I styringen over skærmene
Skærmene er kommet for at blive. Men hvordan hjælper vi vores børn med at få et sundt forhold til dem – uden at hverdagen ender i konstante diskussioner om iPad, gaming, YouTube og telefoner?
I dette 40-minutters onlineforedrag fortæller autoriseret psykolog og medforfatter til bestsellerbogen SKÆRMSUND Marie Brixtofte om, hvad skærmene gør ved os og vores børn – og hvorfor det kan være så svært bare at lægge dem væk.
Med udgangspunkt i psykologi, hjerneforskning og menneskets helt grundlæggende behov vil Marie blandt andet fortælle om, hvordan skærmbrug kan påvirke børns søvn, koncentration, nærvær, relationer og evne til at finde ro. Du bliver også klogere på, hvorfor særligt hurtige digitale medier kan overstimulere hjernen og give uro og koncentrationsproblemer – det, der populært nogle gange kaldes en “TikTok-hjerne”.
Foredraget er målrettet travle familier med mindre børn og tweens, og fokus er ikke på dårlig samvittighed eller på at fjerne alle skærme fra hjemmet. For skærme kan både være sjove, sociale og praktiske – og de er en naturlig del af vores børns liv.
Spørgsmålet er derfor ikke, hvordan vi slipper af med skærmene, men hvordan vi som forældre tager styringen tilbage.
Marie giver konkrete og realistiske råd til, hvordan I kan skabe en mere skærmsund hverdag:
Hvordan laver man gode rammer? Hvornår giver det særligt mening at være skærmfri?
Hvordan hjælper man sit barn med at lægge skærmen fra sig?
Og hvordan ændrer man familiens vaner, når man samtidig har madpakker, fritidsaktiviteter, arbejde og alt det andet, der skal hænge sammen?
Målet er ikke den perfekte skærmfrie familie. Målet er en familie, hvor skærmene har deres plads – uden at de får lov til at tage hele pladsen.
Foredraget bygger på bogen SKÆRMSUND af læge Imran Rashid, psykolog Marie Brixtofte og relationsekspert Katja Bamberger Bro.
Oplæg: ca. 40 minutter efterfulgt af spørgsmål og dialog.
- Gratis for betalende MaMaMesh Plus-medlemmer. Skriv til Mikela@mamamesh.com, hvis du vil med.
- 25 kr. hvis du bare gerne vil med og ikke er medlem. Alle er hjerteligt velkomne. 🧡
