Ensomhedsmonsteret

Af Kira Pumali

I starten af år 2020 var jeg i et godt forhold med min kæreste, jeg var mor, og jeg havde et tæt forhold til min familie. Samtidig havde jeg sagt op på mit arbejde og havde i løbet af nogle svære år, mistet mange nære relationer. Derfor fandt jeg oftere og oftere mig selv i sengen, hulkende og knust. Af ensomhed.

For mig er ensomheden lidt ligesom et monster. Det kan gå og lure længe. Pludselig får det overtaget og alt bliver mørkt – ”Du har ingen venner, fordi du ikke er god nok”. Du kommer ud i lyset igen, men monsteret følger med som en skygge og giver dig en knude i maven. Knuden vokser yderligere fordi du er flov over, at gå rundt med det skyggemonster og føle dig ensom. Det er ikke rart at sige højt og endnu værre at skrive ned. I går valgte jeg at åbne lidt op omkring min ensomhed på min instagramprofilprofil @forældrereaktioner. Efter jeg havde lavet et par stories, fik jeg virkelig ondt i maven. Jeg følte, at mine tanker var egoistiske og barnlige. Det var overraskende sårbart at fortælle og skrive om ensomheden. Det er det også nu.

Da jeg blev gravid, kom ensomheden for alvor tilbage. Fordi jeg ikke havde mange nære veninder og var en af de første til at få børn, var der ingen til at holde babyshower. Jeg havde ingen at dele de der ”sjove” graviditetsoplevelser med. Jeg blev bange for, at ingen ville komme på barselsbesøg eller være interesseret i vores lille vidunder. Jeg havde selvfølgelig min familie, men det er noget andet – det ved enhver, der har haft besøg af ensomhedsmonsteret.

Da jeg så blev mor, ændrede det hele sig helt naturligt. Min datter kom syv uger for tidligt, så barselsbesøgene var udelukket af samme grund. Det gav en form for ro. Det var ikke ensomt, fordi jeg havde nok i min datter, kæreste og hospitalspersonalet.

Samtidig blev jeg medlem af den sagnomspundne ”mor-klub”. Du ved, den der klub som alle mødre er medlem af, fordi vi alle har børnene og identitetsændringen tilfælles.
Som ”mor” kunne jeg blive medlem af facebookgrupper om forældreliv, opdragelse, madlavning, institutionsliv og jeg kunne blive ved. Når jeg lagde et billede op af min datter, skrev gamle veninder til mig og folk spurgte ind til vores liv. Faktisk fik jeg kontakt til nogle af mine bedsteveninder, hvor venskabet var gledet ud. Simpelthen fordi vi nu alle er blevet mødre. Jeg var også heldig at komme i en god mødregruppe.
Så lige pludselig var jeg med i fællesskab online såvel som i det virkelige liv. Det hjalp på ensomheden. Det gav håb om en ny tid, hvor skyggemonsteret ville holde sig i baggrunden og måske ville jeg overvinde det helt.

Men så blev det marts 2020 og landet lukkede ned. Corona overtog vores hverdag og som månederne gik fik monsteret mere og mere frirum. Jeg har nydt godt af online fællesskaber og f.eks. ”forældrereaktioner”, hvor jeg kan oplever fællesskab på en ny måde. Jeg har også været flittig på messenger med min mødregruppe, mine venner og familie – ja, jeg har endda holdt et par zoom-eftermiddage med kaffe og babyer. Min kæreste har været hjemme og mit barn har været hjemme, alligevel har jeg følt mig ensom igen. Familien er vigtig, men det de andre relationer også. Ligesom kærlighedsforhold er venskaber nemmest at udvikle og vedligeholde med ægte socialt samvær. Derfor er det så svært for så mange i disse tider.

Mange af os, jeg selv inkluderet, har en forestilling om, at barsel bliver kaffedates, barselsbesøg, museumsture, shoppetur og alt mulig andet blandt en masse mennesker. Sådan blev det ikke.
Faktisk har flere kommuner valgt at droppe mødregrupperne og derfor sidder der mange nye mødre helt alene rundt omkring i Danmark lige nu. Det er ikke sikkert at de før har haft besøg af ensomhedsmonsteret, men det er da helt forståeligt hvis de får det nu.

Du kan følge Kira her på hendes blog

Dette indlæg lægger op til eftertanke. Hvad kan vi gøre, når vi ved at så mange sidder med denne oplevelse? Vores anbefaling er at række ud, for du er aldrig alene, hvor meget det end kan føles sådan. Skriv til os på info@momunity.dk hvis du også sidder med en historie fra moderskabet, som bør deles. Det kan meget vel være lige netop din historie, som giver en anden kvinde følelsen af at blive set og hørt.