1. oktober 2026
Jeg har aldrig delt min amme historie offentligt, fordi den har været fyldt med så utrolig meget skam for mig, hvilket egentligt er helt tosset, fordi de eneste mennesker, der burde skamme sig, er dem, der sikkert ikke tænker over det længere.
Fødslen af min ældste søn var smuk. Den var intens og jeg følte, at jeg var med hele vejen. Han blev født på en lun sommeraften efter et stort tordenvejr og det var så perfekt et symbol på mit første møde med moderskabet.
Jeg fødte (som de fleste andre nu til dags) ambulant og blev sendt hjem morgenen efter han kom til verden. Min mælk var ikke løbet til, men jordemoderen forsikrede mig om, at det nok skulle komme og det vigtigste var, at jeg kom hjem og fik en masse hvile og god mad.
For at skabe tryghed for de kvinder der føder ambulant, kommer der de følgende dage besøg fra en jordemoder og en sygeplejerske fra fødegangen og derefter overtager kommunens sundhedsplejerske.
Min mælk var stadig ikke løbet til
De første dage var fyldt med mange bekymringer, for min mælk var ikke løbet til endnu og jeg forstod ikke hvorfor. Hver gang jeg tale med fagpersonale, både dem, der fysisk var i mit hjem med min baby i armene om dagen og dem jeg ringede til på fødegangen om aftenen, fik jeg af vide, at alt var normalt, at min råmælk var rigeligt for ham den første uge, at det var normalt at nyfødte sov meget og græd lidt, at jeg holdt ham perfekt i diverse ammestillinger og at det nok skulle komme.
Det værste jeg kunne gøre, sagde de, var at stresse og bekymre mig, for det var ikke godt for hverken mig eller baby.
Dagene gik og personalet fra fødegangen var nu blevet erstattet af den lokale sundhedsplejerske. Da vi nåede den dag, hvor han skulle vejes stod hun med en defekt elektronisk vægt på badeværelset og konstaterede, at vi måtte gøre det på den gammeldags måde, så hun hentede en anden vægt, I ved den der, hvor man pakker barnet ind i en stofble og hænger dem fra vægten.
Hendes vejning viste, at han havde tabt sig lidt, men det var inden for normalen og ikke noget man skulle bekymre mig om. Jeg fortalte, at min mælk stadig ikke var kommet og at han fik meget lidt ud når han ammede. Jeg fortalte, at han stadig sov meget og hav havde noget gulligt i hans tisse ble som jeg ikke vidste hvad var men, at det gjorde ikke bekymringen mindre. Igen blev jeg mødt med en beroligende stemme, der havde en forklaring på alle mine tanker og bekymringer.
“Skru ned for første-gang-mor hysteriet”
Vi gik nu nogle dage i møde, hvor der ikke skulle komme fagpersonale hjem til os og jeg kunne tydeligt mærke, hvordan mit stressniveau steg og mine bekymringer begynde at vokse sig så store, at jeg slet ikke kunne koncentrere mig.
Aftenen før verden faldt sammen sad jeg på sengen med telefonen i hånden. Jeg havde haft ringet ind på fødegangen for at snakke med en læge om eftermiddagen og de havde stadig ikke ringet tilbage. Klokken var over 22.00. Jeg ringede igen og fik en kvinde i røret. Jeg kan ærligt talt ikke huske hendes titel længere, men hendes ord er printet ind i min hukommelse;
“Jeg har talt med lægen og der er altså ikke noget galt med hverken dig eller dit barn. Jeg vil virkelig anbefale dig at stoppe med at ringe, skrue ned for første-gang-mor hysteriet og bare nyde din baby.”
Hvis du føler, der er noget galt, så er der noget galt
Jeg lagde mig på sengen med min baby og husker ikke noget før morgenen efter, hvor jeg besluttede mig for at tage min søn med ud på en lille gåtur til vandet, hvor jeg ringede til den eneste af mine veninder, der havde børn og fortalte hvordan jeg havde det.
Hun var den første, der sagde noget til mig, som jeg rent faktisk kunne bruge til noget. Hun sagde, at hvis jeg følte, at der var noget galt, så var der noget galt. At jeg var mor og uanset hvor mange gange læger, sygeplejersker og jordemødre sagde til mig at der ikke var noget at bekymrer mig over, så var det mig, der vidste bedst.
Jeg kom hjem og stod og kiggede på min søn. Så ringede jeg til lægen. Vores egen læge. Ikke fødegangen eller sundhedsplejersken. Vores egen læge.
Vi er nu på dag 7 og jeg står og gnider mine øjne på lægens kontor imens jeg kigger på displayet på vægten foran mig. Det kan ikke passe tænker jeg, vejede han ikke 3200 g. da han blev født? Lægen er der ikke, hun er løbet ud af rummet og stilheden er larmende.
Lægen kommer tilbage og siger, at vi straks skal køre til børnemodtagelsen på sygehuset og før jeg ved af det, er vi indlagt og får beskeden, at vores lille baby er 24 timer fra permanent hjerneskade pga. dehydrering.
Vreden ramte
Jeg var fyldt med lige dele frygt og fuldstændig ukontrollerbar vrede! Jeg var vred på alle de mennesker, der havde talt til mig som om jeg var idiot, alle de mennesker, der havde siddet med mit barn i armene og sagt, at alt var godt og jeg skulle stoppe med at bekymre mig, men mest af alt var jeg vred på mig selv for ikke at have reageret før.
For at have troet på dem og for at være så utrolig autoritetstro, hvilket overhovedet ikke ligger til min natur. Min måde at håndtere det på var at fortælle historien igen og igen og igen, til at alle der kom ind på stuen. Sideløbende med alt det, der foregik omkring amning, mad, sonder, pumper og blodprøver, fortalte jeg historien igen og igen og igen.
Til sidst havde historien spredt sig til hele afdelingen og var nået frem til den kvindelige overlæge, som valgte at komme på et lille visit. Hun er det eneste menneske jeg sådan rigtig husker fra den tid vi var indlagt. Hun var en bastant dame og du var ikke i tvivl om hendes tilstedeværelse når hun gik ind i rummet.
Hun satte sig foran mig og gav udtryk for, at det var noget af en voldsom historie og oplevelse vi havde haft. Hun beroligede mig og sagde, at jeg var en god mor og at min søn bare var lidt sulten. Han skulle nok klare sig.
Jeg vidste, at det var en kæmpe underdrivelse, at han bare var lidt sulten, men jeg tillod mig selv at tage det ind og lade det faktum, at jeg var en god mor, lande i mit hjerte og give tårerne frit løb.
Samtidig bad hun lettere sammenbidt om min opkaldsliste for den foregående uge, for hun ville indkalde til et møde med dem, der havde været på vagt. Hun virkede ikke glad for situationen, hvilket jeg godt kan forstå.
Jeg ville ønske, at jeg havde haft energien til at følge op på det eller, endnu bedre, sagsøge hele afdelingen, men jeg havde ikke det, der skulle til.
Det har taget mig år at sige det højt
Hvis jeg ikke havde mit barn ved mit bryst, gav jeg ham mad i sonden eller pumpede mine egne bryster. 24 timer i døgnet. Jeg tabte mig tæt på 10 kg på en uge og forlod kun hospitalssengen for at gå på toilettet.
Vi blev udskrevet den dag vores baby nåede hans fødselsvægt og jeg ammede ham efterfølgende til han var lidt over 2 år og der kun var et par måneder til, at jeg skulle føde hans lillebror.
Jeg har hadet mig selv i årevis for ikke at slå i bordet noget før og jeg ved aldrig om den slipper helt, men den har hvert fald sluppet nok til, at jeg er villig til at sige det højt.
Én ting jeg i højeste grad vil anbefale alle, der skal føde, i vores ekstremt pressede sygehusvæsen, er at få en privat ammevejleder. Sørg for, at der er styr på det fra starten, så du kan have ro i maven omkring de ting, der foregår omkring dig og din baby.
Og vigtigst af alt, så lyt til din egen mavefornemmelse og lad ikke nogle (uanset titel) fortælle dig, at du er hysterisk eller bekymrer dig for meget.
//Theresa
