23. november 2022
Skrevet af en anonym mor i Momunity
Vi fik et barn, en skøn lille dreng. Og for en tid troede vi at alt var godt, indtil det ikke var det mere. Vi havde en dreng der havde silent refluks. Det medfører imidlertid ikke et stille barn, nok nærmere det modsatte. Her startede vores kamp for vores barn der ikke var i ”trivsel” – et for os frygteligt ord at blive mødt med af sundhedsvæsnet når det tydeligvis ikke er tilfældet.
Historien om hvorfor jeg fik en depression er imidlertid ikke det der er i fokus her. Der er mange veje derhen.
“Erkendelsen af at have en depression og at søge den nødvendige hjælp til at komme ud af den, er vigtig at tale om.”
Sindslidelser og medicinering herfor er så tabubelagt i vores samfund og det at komme ud af denne tilstand, kræver en intensiv kamp mod dit eget sind. Det ville klart være en fordel, hvis man ikke blev mødt med skepsis, mistro og manglende forståelse. For kampen er hård nok i sig selv.
Da depressionen toppede, havde jeg mest af alt lyst til at ligge krøllet sammen i et hjørne af sofaen. Jeg kunne slet ikke magte dagens udfordringer. Jeg tvang mig selv igennem, jeg er jo mor med et ansvar for et lille væsen. Og havde jeg det i virkeligheden så slemt?
“En depression har en evne til at overbevise dig om at det er bare sådan du er nu, dette er ”dit nye normal”.”
Uden livsglæde, overskud, en gennemgribende ligegyldighed, en lammende afmagt og manglende handlekraft.
Min mand tog over på mange ting, men jeg kunne ikke rumme gråden fra vores dreng, når han kom over til sin far, så han blev hos mig. Vores dreng og jeg havde igennem de sidste mange måneder dannet et meget stærkt tilhørsforhold til hinanden. Jeg hjalp ham det bedste jeg kunne igennem hans smertefyldte hverdag. Igennem alt det, havde vi tabt fokus på også at skabe en relation til far. I mit manglende overskud, lukkede jeg også ned for alle andre følelser end til mit barn. Han var det eneste der fyldte noget i mig.
Efter 7 måneder gik jeg ned med flaget. Jeg blev sygemeldt fra barsel og min mand overtog barslen. Han gik således hjemme med mig og vores søn. Dette var et større administrativt helvede, da min arbejdsgiver skulle sygemelde mig. Så kom jeg på sygedagpenge og blev indsat i det kommunale jobcenterforløb. Lige det man har brug for i sådan en situation.
Jeg gik i noget tid til psykoterapi, og det var fint at tale om de udfordringer jeg havde. Men for mig var det ikke nok – det ændrede ikke på min tilstand. Da min planlagte barselsperiode ophørte, startede jeg op på arbejde på nedsat tid, men blev fuldtidssygemeldt efter 3 dage. Derefter tvang mit forsikringsselskab mig ud i et behandlingsforløb hos en psykiater – og nøj hvor det ikke passede mig.
“Jeg skulle da ikke have proppet lykkepiller ned i halsen, der var jeg slet ikke endnu. Eller var jeg …”
Jeg startede modvilligt op til samtaler med psykiateren. Han var yderst sympatisk og fik draget en parallel til noget mere håndterbart – et brækket ben. Hvis du brækker et ben, får du gips på, så får kroppen tid til at hele. Hvis du har en depression (graden heraf er selvfølgelig afgørende), så er behandling også påkrævet, for at dit sind kan hele. Han forklarede også, at hvis jeg startede op på antidepressiver og de ikke havde en effekt, så var det fordi jeg ikke havde brug for dem (selvfølgelig skal man også finde det rette præparat).
Det gjorde det meget mere spiseligt for mig, og hvad var der egentligt at tabe ved at prøve? Allerede efter en uge på en lav dosis, kunne jeg mærke en betydelig forskel. Jeg kunne rumme at være mor, rumme mit barns gråd og gradvist fandt jeg ud af hvem jeg havde været engang. En glad, grinene og initiativrig person. Jeg fik hjælp til at finde mig selv igen.
“Jeg fik hjælp til at blive den mor jeg ønskede at være.”
Sideløbende med den medicinske behandling, gik jeg også til samtaler hos både psykiateren og en tilknyttet psykolog. Jeg fik redskaber til at håndtere mine negative tendenser. Jeg fandt en hobby hvor jeg bruger mine hænder og kobler hovedet fra (craft psychology) – dette er klart en anbefaling, når man ikke har det godt i sit eget selskab (sind).
Efter en god rum tid, startede jeg op på arbejde igen, på nedsat tid. Og det gik ok. Vi havde imidlertid ofte barn syg, med en dreng der lige var startet i institution. Og jeg selv havde også et svækket immunsystem og tog selv imod hvad han slæbte med hjem. Så jeg havde fortsat meget fravær og endte med at blive afskediget fra min arbejdsplads. De havde på mange punkter udvist forståelse for situationen, men havde brug for en stabil medarbejder. Det var jeg ikke. Men selve fyringen blev ikke håndteret på en god måde.
I hele den her periode, var vi meget afskåret fra venner og familie. Vi var bosiddende i den modsatte ende af Danmark i forhold til familien og kunne ikke rumme venskabelige besøg, med en ulykkelig dreng og en depressiv mor. Vi var meget alene..
“Efter 1,5år kunne stoppe med medicinen – og fortsat være den jeg i virkelighed er.. ikke den, depressionen narrede mig til at tro jeg var.”
Vi har efterfølgende flyttet landsdel og skabt os en ny tilværelse. Men bevidstheden og frygten om at depressionen kommer igen, vil altid være der.
Det er ikke sjovt at være i en situation, hvor man ikke kan magte sin hverdag og ikke mindst sit barn. Så sender mange kærlige virtulle kram til dig og din familie, hvis du er i, eller har været i en lignende situation. Mit bedste råd er, at du ikke skal være bange for at række ud bede og hjælp.
/Kærlig hilsen anonym Mor
Hvis du er i tvivl om du har en depression, er det en god ide at kontakte Psykiatrifonden. De har en telefonrådgivning med gode åbningstider. Læs mere her
