22. juni 2022
Af Katrine –
Vores samfund er opbygget af forskellige kasser. Det er ingen hemmelighed. Og selvom det kan være svært at passe ind i disse kasser, gør langt de fleste mennesker en hårdnakket indsats, for at ‘hugge en hæl og klippe en tå’!
Vores historie handler om realiseringen og accepten af IKKE at passe ind – og om de konsekvenser det har haft og egentlig stadig har.
Jeg hedder Katrine, jeg er 42 år, er gift med Mjølner og sammen har vi en teenage søn og en datter på 9 år, der er født med Mikrocefali, hvilket betyder, at hendes hovedomfang er betydeligt mindre end normalt grundet en underudviklet hjerne.
Vores historie starter egentlig da vi begge (min mand og jeg) selv er børn og vokser op med andre livsværdier end vores forældre. Vi gør begge vores bedste for at passe ind og det lykkedes i det store hele også, selvom vi i løbet af vores skolegange godt kan se, at vores tolkninger og synspunkter ikke ligner dem, som lærerne gerne vil høre.
Da vi blev unge mennesker valgte vi begge anderledes jobs, så vi stadig selv kunne bestemme over vores tid og vores fritidsinteresser var heller ikke inde for ‘normalen’.
Vi elskede begge at rejse for at møde andre kulturer og andre måder at tænke og leve på.
Vi mødtes, af alle steder, i Shanghai, hvor min mand allerede havde boet i tre år og hvor han trænede KungFu og TaiJi og underviste i engelsk på et universitet, for at kunne betale for sin træning, mad og et sted at bo. Jeg var afsted på en international KungFu/TaiJi workshop, hvor hans mestrer var med for at undervise.
Nogle måneder efter besluttede jeg, at jeg ville tilbage til Kina for at træne med een af mestrene. Jeg savnede kulturen og friheden til at være anderledes. Så jeg fik fat på Mjølner på messenger og han sagde jatak til at få en roommate. I sommerferien 2005 kom han til Danmark for at arbejde og spare penge op og vi mødtes en weekend for at lære hinanden at kende. Og en måned efter flyttede vi sammen som kærester i Kina på ubestemt tid!
Vi levede i en kærligheds bobbel, hvor vi trænede, så film, tog på ture og Mjølner arbejde i perioder som rejseleder og jeg gik på Universitet, hvor jeg lærte kinesisk.
To år efter var jeg gravid med vores første barn, så vi flyttede tilbage til København, hvor jeg havde min lejlighed. Vores søn kom til verden og selvom forældreskabet slog benene væk under os, ville vi stadig fortsætte i samme tempo og prøve at leve ‘normalt’. For det skal man jo. Men det lykkedes bare ikke! Vi kunne rejse og tage på ture med vores søn, men have almindelige jobs og almindelig indkomster, det kunne vi simpelthen ikke ‘finde ud af’! Det føltes forkert og klaustrofobisk at indrette vores liv efter andres tidsplaner.
Vi flyttede meget og havde forskellige jobs, men vi fandt os aldrig tilrette. Det var frustrerende for os – og vores familier!
I efteråret 2011 startede jeg på dyrepasseruddannelsen og jeg følte endelig, at jeg havde fundet min plads! Kort efter stod jeg så med endnu en positiv graviditetstest i hånden, men jeg fortsatte mit studie for fuld fart – for NU var vi på rette vej og alt ville løse sig. Endelig kunne vi leve et normalt liv!
Der skete jo så bare det, at vores datter blev født med et sjældent handicap; en betydeligt underudviklet hjerne. Men heldigvis vidste lægerne ikke, hvad det ville betyde for hendes udvikling, fordi alle, der har det, udvikler sig forskelligt, da hjernen er meget plastisk. “Pyt!”, tænkte jeg “Den fixer jeg med en masse træning og så er hun normal, inden hun skal i børnehave!” Så jeg rullede ærmerne op og gik igang.
Imens jeg var på barsel trænede vi og læste og undersøgte. Og vi snuppede også lige en måneds backpacking i Kina med begge børn under armen! Vores datter overraskede virkelig også lægerne(!), men i processen glemte jeg mig selv. Jeg gjorde et stort nummer ud af, at virke så normal og supermor-agtig udadtil, så ingen kunne se, at jeg blev dårligere og dårligere. Vores datters natlige babygråd blev til 3 timers Night Terror hver eneste nat. Ingen af os fik nok søvn og både min mand og jeg mistede vores korttidshukommelse og havde svært ved at sammensætte ord. Vores lunter blev millimeter korte og vi råbte og tudede hver dag. Blot det at køre vores søn i skole og handle ind blev uoverskuelige opgaver og vores hjem blev en losseplads.
Og da jeg mistede mig selv, mistede min søn sin mor og min mand sin kone.
Vi bad vores kommune om hjælp. Mange gange. Vi tryglede og bad. Men det vi fik, var som at blive vandet med en pipette i verdens varmeste ørken. Vi fik at vide, at vi ‘havde selv valgt det’, at ‘sådan er alle børn’ og vi blev foreslået at aflevere vores datter på en døgninstitution, så vi begge kunne få ‘frigivet tid’ til at have fuldtidsjobs. Det endte med tre underretninger, førend kommunen reagerede og vi fik aflastning 3 døgn om måneden. Men som straf fik vi frataget vores to hjemmetræningsdage plus de 15 timers tabt arbejdsfortjeneste (min eneste indkomst), som jeg allernådigst havde fået tildelt, selvom Mjølner var selvstændig og jeg kom fra et studie (= vi passede ikke i kassen). Det betød, at vi ikke længere kunne betale husleje og vi blev dermed hjemløse. Vi flyttede ind i et skur, som vores nabo, der var pensioneret tømrer, byggede til os på en kolonihavegrund. Halvandet år boede vi der på 21 m2 med komposttoilet og vandhane i haven og adresse hos nogle venner, hvor jeg også måtte bade og vaske vores tøj. Pga vores datters skrigeri og selvskadende adfærd m.m. sov jeg nogle gange i bilen med hende, min mand og søn sov i telt i haven og flere nætter sov Mjølner i et pulterkammer på hans arbejde. De fleste af vores opbevarede ejendele blev spist af rotter eller mugnede, så der var ikke meget tilbage, da vi endelig kunne flytte ind i et rigtigt hus i skoven, efter vi fik en privat sagsbehandler til at ruske i kommunen. Det hjalp lidt og vi fik det bedre ved at prioritere vores tid og penge på dét, der gjorde os glade og gav os ro. Selvomsorg blev den store nøgle!
Jeg begyndte langsomt at komme tilbage til mig selv, min søn og min mand og på et tidspunkt var jeg kommet så langt, at jeg kunne være noget for andre og jeg begyndte at hjælpe min mand i hans kropsterapeutiske klinik. Det var vidunderligt at føle sig levende igen! Men nu da vi havde det bedre, var der plads til, at vores søn kunne få det værre. Alt det han havde været igennem skulle ud. Det manifesterede sig som PTSD, maveonde, svimmelhed, kvalme, astma, reflux og manglende vækst. Og han reagerede hver aften på skoledage. Han var glad for sin skole, men han var yderst stresset og havde brug for at få fjernet alle krav, samt at få indhentet sin søvn. Da den sagnomspundne LockDown marts 2020 ramte, så vi pludselig begge vores børn blomstre; Vores søns symptomer forsvandt og vores datter blev, i en alder af 8 år, renlig og kunne fortælle hvad hun ville og hvad hun ønskede sig til sin fødselsdag! Det var en kæmpe aha-oplevelse! Da skolerne startede igen efter sommerferien kom vores søns symptomer tilbage, så i efteråret tog vi ham hjem og kontaktede PPR – som vi dog aldrig hørte mere fra.
Kommunen gik med til en VISO-udredning af vores datter, for vi ville vise dem, at alt det, vi havde fortalt om hende i alle årene, var rigtige og vi altså ikke bare var pjevsede og tiggede om penge. Det tog et helt år, hvor 12+ mennesker var involverede og lønnede for mange, mange timers arbejde – bare ikke os, selvfølgelig. Det mundede ud i, at den neuropsykologiske hjernespecialist tegnede og fortalte præcis dét, som vi havde fortalt om vores datters væremåde og behov. Men alligevel ville kommunen og skolen IKKE give os dét, som både VISO og vi havde sagt, vi havde brug for.
Lige dér faldt brikkerne på plads: Systemet er udelukkende til for Systemets skyld – og IKKE for at hjælpe mennesker!
Så var det jo nyttesløst at blive ved med at kæmpe. Det var simpelthen spild af vores livstid!
I September 2021 havde vi opsagt vores dejlige, lille skovhus, solgt det, der kunne sælges, pakket vores yndlingsting på tre paller, gav hvad der var tilbage væk og puttede vores kat og os selv ind i en gammel, svensk autocamper, råbte “Fuck it! Livet er NU!” og kørte afsted uden andet mål end at befri os selv fra stress og Systemer og bare være sammen!
Vi havde den svimlende sum af 30.000 kr på lommen og en drøm om at starte en internetvirksomhed på vejen og til sidst at finde vores Hjem!
I skrivende stund er det nu 6 mdr siden vi tog afsted. Vi har besøgt Sverige, Polen, Tjekkiet, Slovakiet, Ungarn, Kroatien, Slovenien og Italien. De sidste 5 mdr har vi dog boet og arbejdet frivilligt på en bjergtop i Toscana, hvor vi tilmed fik stillet et hus til rådighed. Vi sover sammen, hygger sammen, går ture sammen, spiller sammen og er bare. Min mand og jeg fik lavet et Summit med mange, virkelig fede interviews, der hjælper andre med at tage modige beslutninger selv og vi er nu igang med vores andet Summit, der bliver endnu større og bedre. Vi elsker det! Vi råder over vores egen tid og vi deler vores anderledes måde at anskue verden på – og nu sammen med andre fra hele verden.
Har vi stadig udfordringer i hverdagen? Ja, selvfølgelig!! Men vi er kommet rigtig, RIGTIG langt! Vi bliver alle fire hele tiden bedre og lander i os selv.
Mange års traumatisering tager lang tid at heale. Men det har givet os så mange gaver, som vi stadig lærer af og gerne deler ud af.
Vi har kaldt vores virksomhed “Whose Life Is It Anyway?” og det er vel egentlig også blevet vores motto. Måske kan du stille dig selv det samme spørgsmål næste gang nogen prøver at putte dig i en kasse, hvor du må klippe noget af dig selv, for at kunne passe ind. Valget er altid dit!
Vi har det bedre. Det var en skide god beslutning at tage os selv ud af Systemet og rejse væk. Vi fik det bedre. Vi har det bedre! Men det gjorde det også bare tydeligere, hvor mange år vi har spildt på at prøve at passe ind. Alle de år vi har vækket ungerne tidligt om morgenen, selvom de var trætte og råbt de klassiske fraser “Kom nu! Vi kommer for sent!” og “Hvorfor skal det altid være sådan her? Jeg har jo sagt det 1000 gange!” – alt dét for at passe ind i ANDRES tidsplan og tilfredsstille et System, der er umætteligt.
Følg vores familie her – Instagram : @whoselifeisitanyway_
Dette indlæg lægger op til eftertanke. Hvad kan vi gøre, når vi ved at så mange sidder med denne oplevelse? Vores anbefaling er at række ud, for du er aldrig alene, hvor meget det end kan føles sådan. Skriv til os på info@momunity.dk hvis du også sidder med en historie fra moderskabet, som bør deles. Det kan meget vel være lige netop din historie, som giver en anden kvinde følelsen af at blive set og hørt.
