26. april 2022
VORES HISTORIE
Jeg hedder Sabrina og er gift med Noah.
Noah er født som kvinde og startede på hans livs eventyr d. 1/1.2017, med at fortælle andre på hans facebook om den livsvigtige beslutning han nu har valg at tage.
Han fik hans hormoner d. 29/12-2017.
Men vores livs rejse begyndte allerede to år tidligere 
D. 3/3-2015 får vi svar på en graviditetstest – POSITIV!
Vi skulle så i gang med at finde navn til vores lille mirakel, da vi fandt ud af hvad kønnet var. En dreng – Storm. Og i den forbindelse spørger Noah, om vi ikke også skulle finde et drengenavn til HAM (Noah)?
Det var egentlig sagt lidt i sjov, men med meget alvor bag. Selvfølgelig. Det kan jeg godt forstå, for hvordan åbner man op for sådan en stor ting og så overfor den man elsker?
Jeg kunne høre at der var nervøsitet i stemmen – fordi det var der han for første gang, fortalte mig hvem han virkelig var og hvad han de seneste par år havde gået og tumlet med.
De første navne jeg tænkte på at han lignede var en Christoffer eller en Martin. Haha.
Jeg har altid været en meget åbensindet pige, så jeg spurgte jo bare ind med nysgerrighed. Og af ren interesse i mit livs kærlighed var jeg spændt på at høre hvad han havde at sige. Noah åbnede op og vi fik en god snak om hvordan han havde det og hvad han ønskede sig. Her var der lige pludselig nogle brikker der satte sig på plads i mit hoved, i det her sekund. Nu gav det mening hvorfor han gjorde nogle ting som han gjorde. Jeg fik i hvert fald en stor aha-oplevelse. Af en positive slags.
Han fortalte mig at han hele sit liv havde følt sig ”anderledes” og at grunden til han først sagde noget nu, var fordi han ville være sikker på at hans bagland var 120% med i hans valg. Primært at jeg stadig ville være sammen med ham.
Fundamentet i hans liv skulle være der i medgang og modgang, lige meget hvad.
Vi har kendt hinanden siden 3/7-2010, vi har været kærester siden 19/7-2010, vi blev gift d. 19/7-2014, ventede vores første barn sammen i 2015. Og vi har sågar kæreste-tatoveringer.
Det var ikke ”for sjov” vi blev gift. I medgang og modgang – det lever vi efter og så klarer vi alle de udfordringer der kommer. Sammen. Ved hjælp af accept, respekt overfor hinanden og masser af snak.
Det var ikke ”for sjov” at vi valgte at gå igennem fertilitetsbehandlinger, for at blive forældre – sammen. Det er heller ikke ”for sjov” at vi har kæreste-tatoveringer.
Hans bagland har altid været og er stadigvæk i tip-top stand.
I mine øjne har Noah altid være mere maskulin end feminin – det er blandt andet noget af det jeg blev forelsket i dengang vi lærte hinanden at kende. Så tanken har da strejfet min tankegang, men det har ikke sat sig dybere fordi jeg egentlig troede han havde det godt med sig selv.
Nu springer vi så frem til 2017, for det er her han fortæller at han vil blotte sig og offentliggøre sin Aller vigtigste beslutning, på Facebook.
Der var en kæmpe sten der faldt fra hans hjerte og hans Facebook tog så godt imod nyheden. Det vat et lettende øjeblik fordi vi havde regnet med at der ville være nogle negative holdninger i mellem. Men det har vi heldigvis ikke mødt personligt.
Da det gik op for mig at det var seriøst og vi var i gang med alt det ”forberedende” arbejde (med at finde ud af hvad næste skridt var og hvad så efter det første skridt?), så kom jeg til at mærke ordentligt efter. Jeg kunne mærke at mine følelser og mit indre var berørt og jeg græd lidt når ingen så det. Jeg græd fordi Noah havde det svært – fordi jeg ikke kunne gøre noget ved det – fordi der kom en uvished over fremtiden, som jeg ikke havde kontrol over – og en af de største grunde var fordi jeg følte at min ”kone” døde fra mig. Cpr-nummeret skulle skiftes ud til et mandligt cpr og hvad ville det betyde for vores ægteskab?
Omfanget af hvad der skulle ske, hvordan Noah havde/har det og uvisheden af fremtiden, fremtidige operationer, sygehusbesøg, hverdagens planlægning med et lille barn og hvordan hormonerne ville ændre kroppen, tog hårdt på mig, mine tanker og psyke. Mit system kørte på HØJTRYK 24/7 følte jeg.
Men jeg kan ikke komme udenom at det altså var de følelser jeg havde lige der, da jeg mærkede mig selv.
Og fordi jeg/vi ikke var helt klar over omfanget af hormonerne og fremtiden, så blev det faktisk nervepirrende og angstprovokerende for mig. Det var så ukendt det hele, totalt ukendt land vi skulle betræde og vi havde INGEN i vores omgangskreds at gå til. Heldigvis fandt vi nogle grupper på Facebook og heldigvis kunne jeg søge professionelt hjælp til mine følelser og mine tanker. Hjælpen fik mig til at lande godt i det hele, få mere ro og styrke til vores livs rejse.
Desuden havde jeg hørt så mange gå fra hinanden på grund af sådan en stor ting og partneren ikke kunne indfinde sig med det nye der skulle ske. Og jeg var SÅ BANGE for at det også ville ske hos os. Den eneste tanke jeg følte så stærkt var: DET MÅTTE BARE IKKE SKE, fordi Noah og jeg er soul mates! Jeg tror på det her er vores skæbne og så kæmper vi sammen. Koste hvad det vil.
I starten var noget af det sværeste når folk KOM TIL at kalde Noah for hans gamle navn i starten. Den sorg der fyldte ham og den tid jeg skulle bruge på at samle ham op igen, kunne være hård. Følelserne sad udenpå tøjet og vi rettede folk flere gang i starten. Selvfølgelig er det en vanesag og folk skal have den tid det tager at vænne sig til den nye forandring – men bag kulisserne var vores verden jo bare et helt anden.
Jeg skriver ”kom til” med stort fordi jeg godt ved at det ikke var noget folk tænkte over. Og det er også helt okay. Vi mindede dem pænt om det at han nu hed Noah og skulle tiltales ”han”. Det tog de heldigvis pænt, dog med en vis dårlig samvittighed, som vi i fællesskab også lige skulle have styr på.
Når jeg har mærket at Noah har haft det svært, så har jeg spurgt ind til det. Og hvis ikke han ville svare der, så ventede jeg på han selv åbnede op. Det er det bedste jeg kan gøre.
Jeg har altid været med ham på div. lægehuse/sygehuse til samtaler og kontroller, psykologsamtaler (det er altid godt at have et ekstra sæt øre med, hvis nu der er noget man glemmer) og med til vores læge når han skal have testosteron stukket i ballen hver. 12. uge. Og det har jeg af den grund at jeg er den eneste der er så tæt på ham hver dag, den eneste han skal kunne støtte sig 120% op af når tingene bliver svære (blandt andet med hensyn til tålmodigheden) og fordi det er af ren kærlighed og respekt at jeg (som hans kone) vil det bedste for ham. Jeg vil gøre ALT for Noah har det godt.
Dagen hvor han skulle starte på hormonerne var nok en af de lykkeligste dage i hans liv og nøj hvor jeg nød at se hans glæde! Nu gik hans liv ENDELIG i gang og jeg var mindst lige så lykkelig på hans vegne. Jeg kunne hoppe og springe med hænderne i vejret af glæde. Og bare det jeg skriver det nu, kan jeg frembringe suget i maven over den første gang han skulle smøre sig med cremen.
De første 4½ måned skulle Noah smøre sig med testosteron som creme. Når det var smurt på de områder det skulle på, så måtte vi ikke have kropskontakt efter, for at beskytte mig.
Hver gang det gik godt til en samtale, kunne jeg tude af glæde over at nu var Noah et skridt tættere hans mål.
Og samtalerne tog aldrig så lang tid, fordi hos Noah, og os som familie, er der bare ingen tvivl om at det er den her vej han skulle gå. Det er bare det rigtige det her og det kunne alle fornemme, høre og mærke.
Jeg var selvfølgelig med da han skulle have hans mastektomi/top operation – fjernelse af bryster. Det forgik i Jylland og krævede en masse planlægning!
1: Hvordan gør vi, når vi har Storm, vores søn, og jeg meget gerne vil være hos min mand også, men gerne vil skærme storm fra alt det sygehus?
2: Hvordan skal det forgå, rent praktisk, når vi skal fra Sjælland til Jylland og omvendt igen, hvor Noah vil være i smerter?
3: Hvor sover vi og hvad med økonomien i det?
4: Vi skal have en plan A, plan B og en plan C. (Sådan har vi altid haft det.)
Grundet kortere ventetid, blev Noah opereret i Hobro. Han tog derover en dag før os (Grundet indledende samtaler og blodprøver på Ålborg sygehus) og min mor tog med, fordi så fik Storm en normal uge. Så meget som det kunne lade sig gøre i hvert fald. Vi mødtes alle sammen i Hobro hvor vi skulle overnatte inden den store dag.
Natten til dagen hvor Noah skulle have hans længe ventet top-operation, der sov vi stort set ikke. Vi begge vågnede så mange gange med følelsen af at have sovet for længe. Det var bare vores kroppe og sind der var spændte!
Vi stod op lige inden Noah skulle starte med at faste og fik en kop kaffe sammen, og så tog vi afsted mod sygehuset, imens mormor og Storm sov videre på deres værelse.
Tiden føltes SÅ LANGSOM da vi ankom til venteværelset. Da Noah blev kaldt ind og gjort klar, var jeg så nervøs, fordi han blev kørt afsted til den ALLER FØRSTE operation i hans liv. Hvordan ville hans krop tage det og hvornår ville han vågne? Ville jeg kunne være der LIGE med det samme og være hos ham? Jeg var sikker på at han var i gode hænder, fordi det kunne jeg mærke, ved alle de gange vi snakkede med kirurgen.
Jeg vidste jo godt hvad jeg skulle lave imens – være sammen med vores elskede søn og min mor. (At have Storm gør os utrolig stærke og fjerner fokus på det der kan være svært.) Vi hyggede os i byen imens.
Noah vågnede ret hurtigt og ville bare afsted hen på patienthotellet Aalborg sygehus for at kunne slappe af og komme sig over narkosen.
Men det hele gik efter plan A og vi havde en fantastisk tur. Storm NØD at have hans mormor med, så de bare kunne hygge sig sammen, når jeg var hos Noah og støtte/hjælpe ham. Jeg gik/kørte frem og tilbage imellem mine to mænd, så meget jeg kunne, men jeg var splittet nogle gange, når jeg gerne ville være hos dem begge to på en gang. Der kunne det være rart at jeg kunne have delt mig op i to. Haha. Men er der en Storm er tryg ved og elsker sindssygt højt, så er det hans mormor, og det var også derfor jeg kunne være hos Noah, så meget som jeg kunne.
Når min mor så skrev at nu savnede Storm hans mor, så kunne jeg med god samvittighed i hjertet være hos Storm igen. Min mor har altid været/er en kæmpe hjælp i vores rejse her.
Da vi kom hjem til Sjælland igen, var det mig der var mest pyller. Jeg var så bange for at der skulle ske noget. At han fik lavet en forkert bevægelse. At der kom kattehår i såret (fordi vi har Emma, vores kat) eller om han lå fint og sov godt nok?
Min hjerne kørte på højtryk for at være 5 skridt foran og hele tiden tænke og mærke om der er noget jeg kan gøre for Noah, så hans dag blev nemmere at komme igennem, når jeg skulle være ude af hjemmet.
Men det gik godt og Noah glædede sig til sol, sommer og strand i bar mave.
For hver dag der er gået siden, kan jeg se Noah bare vokser. Selvtilliden og selvværdet vokser og han bliver mere og mere sig selv. Det er så dejligt at være vidne til og en ære at måtte følge med i.
Jeg har altid været glad på hans vegne og stolt over hans mod, til at gøre noget ved det og jeg bliver bare nødt til at sige, at jeg syntes det er fedt, når folk har den indre styrke og modet til at kunne tage livet i egen hånd og så gøre noget for at få det bedre – på trods af fortidens fysiske og psykiske lænker!
For jeg har lært, at der kan være mange ar. Nogle der næsten er væk. Nogle der aldrig bliver vist. Og måske nogle der stadig bløder. Men JEG gør alt hvad jeg kan for at pleje min mands sår.
Livet har gået sin gang siden, og vi er blevet forældre igen til Merle i 2021. Da vi fandt sammen, var vores store drøm at få børn, og gerne en dreng og en pige.
Der er nogle juridiske ting som skulle ændres med tiden. Bland andet, stod Noah som medmor til storm pga. dengang vi gik i gang med fertilitetsbehandling, havde han et kvindeligt cpr nr. Hos både Storm og Merle står han nu som far.
Vores hverdag er ikke ændret så meget. Kun på det punkt at vi nu ”bare ligner en helt almindelig familie” med far, mor og børn. Forhen kunne vi mærke at folk blev nysgerrige over vores familie som et lesbisk par med et barn.
Nu kan vi godt mærke at hvis vi går en tur i svømmehallen med vores børn, så kigger folk en ekstra gang, fordi Noah har de to store ar på overkroppen. Heldigvis har vi aldrig oplevet noget negativt i den forbindelse.
Og folk er mere end velkomne til at komme over og snakke. Jo mere vi får snakket om det, jo mere kan vi bryde tabuer og idømmelsen af andre mennesker, hvor man ikke kender baggrunden for deres valg.
Hvis vores børn en dag kommer og fortæller at de mærker noget underligt i deres krop de ikke kan finde ud af, at de måske er forelsket i det samme køn eller sågar er født i den forkerte krop, så vil vi rumme dem, deres tanker og følelser. Noah og jeg, som forældre, vil gøre alt hvad vi kan for at de skal have det godt fysisk og psykisk. De er som de er og de har ”hele livet” til at finde ud af det, med hjælp, støtte og guidning fra os.
Vi vil altid acceptere og respektere vores børn for hvem de er og hvem de bliver til. I livets forskellige processer, er det vigtigt for os at vi viser vores støtte. Vores kærlighed til vores børn er der altid, lige meget hvor stor en livsændring de vælger at tage.
Igennem vores forhold, i de sidste 12 år snart, vokser vores kærlighed bare dag for dag. Vi har været igennem så mange ting og flere kommer jo nok – men vi kan stå det imod fordi vi kæmper sammen.
Følg os på Facebook
(Vi har en Facebook side, hvor der står flere ting og det er nogle steder mere uddybende end her. ”vores livs rejse”. Ellers kunne jeg blive ved.)
