Skrevet af Jordemoder, Malene Hegenberger
Det er naturligt at være gravid og føde sit barn, men er det også naturligt at briste?
Vi taler rigtig meget om den sunde graviditet og den naturlige fødsel eller eventuelt kejsersnit. Men vi taler fortsat meget lidt om, hvor naturligt det er at briste under en fødsel og om syningen af bristningen. Vi kunne også blive bedre til opfølgning af kvinder med bristninger og give råd om, hvad man kan gøre derhjemme for at passe på sig selv, mens man langsomt forstår, hvad moderrollen i virkeligheden er.
Min passion, som jordemoder, er at forbedre lige netop den del af fødslen, hvor barnet er født, og du skal føde moderkagen og undersøges, om du har fået en bristning og eventuelt skal syes. Den del af fødslen hvor, du som kvinde, befinder dig i et andet univers af træthed, lykkerus, fysisk udmattelse, lettelse, grænseløshed og ofte uden blufærdighed, what so ever…. bare lettet og glad for, at din baby er født. Det er lige netop her, at fødslen, på globalt niveau, anses for veloverstået og mere eller mindre færdig, men det er den langt fra for kvinderne, og dette bør italesættes og prioriteres meget højere.
Fødslen er færdig når kvinden er syet og blødningen stoppet
Det er lige her, at behandlingen skifter fra patientorienteret til tidsbesparende behandling og ofte går ud på at få syet og få kvinden ud af fødestuen. I min optik er fødslen først færdig, når kvinden er syet med god tid og under velfungerende lokalbedøvelse, og blødningen er under kontrol. Så kan vi snakke om, at fødslen fysisk er færdig for kvinden og ikke et sekund før. Nu kan moderen sidde/ligge med sin baby, og parret kan sammen nyde det nye familiemedlem.
Rigtig mange kvinder, som får en bristning tror, det er deres skyld og bruger energi på denne skyld. Lad mig lige slå en ting fast her, og det er, at det er ikke din skyld, at du er bristet. Du har båret og født et barn – for nogle var fødslen ukompliceret og for andre lang og kompliceret, og der er ikke noget så uretfærdigt som fødsler…just saying. Men det er vigtigt, at vi følger op på jeres bristninger, og I skal reagere derhjemme, hvis det ikke føles rigtigt. Det er normalt at have smerter i skridtet, men hvis det strækker og gør meget ondt, når I bevæger jer, så tag kontakt – det er vores opgave at passe på jer. Rigtig mange kvinder er også bange for, at de kan gøre noget, som får syningen til at gå op. Det kan f.eks være at bære, hoste eller have afføring. Som udgangspunkt skal I ikke være bange for at syningen går op, og hvis du alligevel er bange, da kontakt din afdeling og bliv undersøgt. Den jordemoder, som undersøger dig, kan læse i din journal, hvilken syning du har fået og rådgive dig ud fra dette.
Italesæt dit ønske for eget underliv til fødselforberedelsen og i din fødselsjournal
Da jeg blev uddannet for 21 år siden, var det veerne, som kvinderne var bange for, og det var bekymringen for, om de kunne klare veerne, der fyldte. Vi har nu mange former for smertelindring lige fra de mentale redskaber, til naturlige smertelindringsmetoder og over i de medicinske metoder, som lattergas og epidural. Det er min erfaring, at det er tanken om at briste, og hvilke konsekvenser det vil få, som de fødende nu er mest bekymret for i forbindelsen med fødslen. De unge kvinder tager mere ansvar for og italesætter deres ønsker for eget (under)liv – de ønsker et sundt sexliv, de ønsker det samme genitale udtryk, som før fødslen, og de har store forhåbninger om et dejligt samliv med deres ægtefælle/partner i mange år fremover. De vil gerne gå i forskelligt undertøj, dyrke sport mm og jeg synes, det er fantastisk, at de unge kvinder tager sig selv alvorligt og har ønsker for livet og sig selv.
Malenes kamp mod middelmådige syninger
Igennem min karrierer, som jordemoder, har jeg deltaget ved utrolig mange syninger rundt omkring i verden og det slog mig, hvor lidt forandring og innovation der er på dette område og hvor mange kvinder globalt, som gennemgår middelmådige syninger med for lidt bedøvelse og ingen information. Hvis vi sammenligner med andre specialer på et hospital, er der en rivende udvikling indenfor lys og arbejdsmiljø, minimal invasiv kirurgi, nye teknikker og innovation. Men når det gælder kvinders underliv efter en fødsel, gør vi, som vi har gjort i rigtig, rigtig, rigtig mange år – for det er jo naturligt at føde.
Derfor besluttede jeg tilbage i 2015, at jeg ville udvikle en ide, som jeg havde haft igennem 10 år. Jeg udviklede prototypen derhjemme og den samlede udviklingsproces af Hegenberger Retractor tog samlet 4 år. Den er nu på det europæiske marked og snart i USA. Hegenberger Retractor er, kort fortalt, en fleksibel plastikbøjle, som man sætter ind i vagina, der hvor bristningen er, og jordemoderen eller lægen skal derfor ikke manipulere og tørre så meget, da man kan se bristningen, mens man syr. Det er mit håb, at med dette redskab, vil kvinder få bedre syningsoplevelser, bedre syninger og, at der globalt vil komme meget mere fokus og prestige på syninger af kvinder.
Min mission er, at Hegenberger Retractor bliver et symbol på, at kvinders underliv efter en fødsel skal prioriteres meget højt og med samme fokus og kliniske niveau, som alt andet vi gør under graviditeten og fødslen.
Så, ja det er normalt at være gravid og føde, men det betyder langt fra, at vi ikke kan forbedre vores behandling af kvinder og især deres underliv efter en fødsel.
Jordemoder, Malene Hegenberger
Instagram: HegenbergerMedical – Facebook: Hegenberger Retractor – LinkedIn: Malene Hegenberger – LinkedIn: HegenbergerMedical
Hjemmeside: www.HegenbergerMedical.com