Image

Styrk babys sutteteknik

12. april 2023

Skrevet af Mie Lindholm og Tina K. Rasmussen, babyosteopater og stiftere af EaseYourBaby

Har du oplevet, at det ikke var så nemt eller fredfyldt at amme eller give flaske, som du havde forestillet dig? Så er du ikke alene. Og det kan føles som en ensom kamp, fordi det er en jungle at finde ud af, hvordan lige netop I får den bedste hjælp.

Vi møder rigtig mange af jer i vores klinikker, og i dette indlæg giver vi et par helt konkrete og effektive øvelser, der hjælper til at optimere sutteteknikken hos din baby. For der er heldigvis meget, du selv kan gøre for det.

Teknikkerne her er især relevante for dig, der oplever, at:

  • amning gør ondt
  • din baby sluger luft
  • din baby laver kliklyde under spisningen
  • have haft brystbetændelse én eller flere gange
  • din baby har svært ved at åbne munden højt nok op til at få godt fat
  • din baby bliver vred og frustreret ved brystet eller flasken og hopper af og på

God sutteteknik: Hvad skal der til?

En god teknik ved brystet eller flasken er afhængig af god bevægelighed i flere dele af kroppen. Heriblandt musklerne omkring mund, tunge, kæbe og nakke. Hver især har musklerne sin egen funktion, men samspillet mellem musklerne og sutterefleksen er vigtig for at sikre en god sutteteknik.

Spændte muskler

Derfor kan en afspændende massage gøre en verden til forskel for en baby, der i den grad bruger sine muskler meget aktivt til at spise. Vi har lavet en lille video med et par teknikker, som I let kan lave sammen, når I alligevel er i gang med puslerutinen. Teknikkerne kan ikke laves for ofte, og lav dem gerne et par gange om dagen og bliv ved i mindst én uge.

Træn også selve tungen
En babys tungefunktion har naturligvis en rigtig stor betydning for evnen til at sutte effektivt. I dette indlæg vil vi ikke komme ind på stramt tungebånd, da vi let kunne skrive de første fem blogindlæg om emnet. Er du i tvivl, om det er stramt tungebånd, der giver udfordringerne ved jer, vil vi råde jer til at opsøge en fagperson med specialviden inden for mundmotorik.

Med det sagt så er det altid værdifuldt at få trænet babys tungemuskler. Heldigvis kan du selv gøre det med en relativt kort sekvens af øvelser:

Ganegnideren: Brug din helt rene pegefinger, og før den ind i din babys mund. Lav strøg fra side til side i ganen. Meget blidt og ganske langsomt. Det bløde på din finger skal vende op mod ganen, og du skal forestille dig, at du gør ganen bredere. Denne teknik stimulerer sutterefleksen samtidig med, at den nedsætter din babys brækrefleks.

Tungepres: Drej nu din finger, så du kan presse en lille smule ned på din babys tunge. Det lette tryk går ind og stimulerer tungens muskler, så de arbejder i en opadgående retning. Gør det fem gange.

Sidepres på tungen: Nu bevæger du din finger om på siden af din babys tunge. Her presser du lidt ind på den for at få din baby til at presse igen mod din finger. Dette gør du også fem gange og derefter gentager du på den anden side. Denne teknik stimulerer din babys tunge på en måde, så den bedre kan lave svøb under spisningen.

Hvis du gerne vil vide endnu mere om emnet, så kan du finde mere viden i vores Babyblog på vores hjemmeside easeyourbaby.dk Du kan følge os på Instagram for at få gode teknikker og øvelser til din baby.

Rigtig god fornøjelse med at lave afspændende massage og træne tunge derhjemme.

Skriv en kommentar

Der er ingen kommentarer, hvad med at skrive først?

Seneste artikler